Fyens Stiftsbogtrykkeri Gennem 150 Aar
Et mindeskrift ved Carl G. Fich

»GAMLE MINDER, KLOKKEKLANG —« »Gildekassen«s eneste nulevende Poet fra Fortiden, Lauritz Schon, har sendt os et Par morsomme Erindringer fra de gamle Dage, som det er os en Fornøjelse at gengive : f nAA min Væg hænger et Billede af en forsvunden Odense*Idyl: Graabrødre* plads med Fyens Stiftsbogtrykkeri, tildels skjult bag de fire prægtige Linde* træer, som nu er en »saga blott«. Under Billedet, der bærer Datoen 27,/g. 84, har jeg ladet sætte et Bruds stykke af V. R.s muntre Gildekassevise: »Ja, det Trykkeri er der meget i, som man ej kan skue paa Façaden — «, hvilke Linier just forekommer mig at være et meget træffende Udgangspunkt for efterfølgende Betragtninger : I de 15 Aar (1881 — 96) jeg sled paa Blyet, var Stiftsbogtrykkeriets Pers sonale vel nok Centrum for Byens typografiske Selskabelighed, og uden just at pukke paa min særlige Andel heri, blev jeg dog uvilkaarligt paavirket af det smittende Udslag af ungdommelig Livsglæde og gærende Udvikling, her var til Huse, og som bar over alle Hverdagenes Trivialiteter og Ensformigheder. Ja, det var den Gang, da var vi unge. — Men Døden har høstet tæt og ubarmhjertigt i Kredsen af daværende Medarbejdere, og navnlig de, som spillede Rolle i efterfølgende Optrin, er forlængst borte. Blandt Personalet havde vi en ualmindelig flink Sætter, E. N., hvis Speciale navnlig var Annoncer og fornemmelig da de store Reklamer. Snild og praktisk vimsede han omkring, mens Satsen voksede i Skibet. Jeg kunde til at begynde med tidt undres over, hvor han fik sit Materiale fra, thi hans private Magasiner udmærkede sig just ikke ved at være i overdreven Foderstand, men jeg blev - 69 -