Fyens Stiftsbogtrykkeri Gennem 150 Aar
Et mindeskrift ved Carl G. Fich

snart klar over, at han ikke tog det saa nøje med den private Ejendomsret, og stod en eller anden ham i Vejen, naar han hos Næsten søgte noget brugeligt, havde han den mest radikale Maade at skaffe sig Adgang. Han borede nemlig sine Knoer saa eftertrykkeligt ind mellem vedkommendes Sideben, at Offeret nok skulde vide at flytte sig. En Dag var vor Kollega, V. H., uheldigvis kommet ind paa E. N.s Jagt* revier. Jeg siger uheldigvis, thi V. H., som var en ret præsentabel og omhygge* ligt soigneret Personlighed, og derfor selvskreven som Elsker ved vore Dilettant« komedier, bar til Stadighed Paryk, og denne Omstændighed gav i dette Tilfælde Anledning til et Optrin, som, hvor lattervækkende det i første Øjeblik end var, dog samtidig var lidt pinligt. Idet V. H. da nu spærrer E. N. Adgangen, an« vender denne sit sædvanlige Ribbensgreb. Af Smerte og i Angst eller Nervøsitet falder V. H. med Hovedet baglængs over mod Sætteriets Væg — Vokshinden i Parykken maa have svigtet, og------pladask! — der ligger en velplejet italiensk* sort loupé ikke paa Gulvet, men sænket til Hvile i — Spyttebakken, mens V. H. stod med blottet Hoved, blottet som en Billardbal! - Det tog Tid, lang Tid, før vi igen fik de to Kolleger forligte. Men E. N.s ulyksalige vanemæssige Offensiv skulde snart afstedkomme en endnu større Ravage. Paa øverste Sætteri (Akcidens*Afdelingen) var ved denne Tid under Ar« bejde en historisk 1 idstavle, udgivet og udarbejdet af en nu afdød, meget skattet og afholdt Overlærer ved Mulernes Legatskole. Overlæreren, der var en meget jovial og særdeles interesseret Personlighed, aflagde nu og da Sætteriet en Visit, fornemmelig for paa nært Hold at se sit Arbejde skride frem. Nu havde vi tillige paa nævnte Afdeling en Sætter J., som havde en skuffende Lighed med nævnte Overlærer — lyse af Lød og Frisure var de begge to. Saa en Dag er Overlæreren atter paa Visit, og, lænende sig til Reolen, diskuterer han ivrigt med sin Sætter, der senere døde som Redaktør i Nakskov. Saa gaar Sætteriets Skydedør tilside, og ind triner E. N. stille uden at agte paa Per eller Poul, kun søgende efter Bytte til sine Reklame « Annoncer. Som en Høg slaar han ned der, hvor Lassiaren er i fuld C,ang, og i den Fro, at det er J., der hindrer ham Ind* blik i Magasinerne, borer han sine spændte Knoer ind imellem Sidebenene paa den intet anende Overlærer! — Virkningen var frygtelig! Med et højst upæda* gogisk Smertensudbrud flyver Overlæreren til Vejrs, og da han atter faar fast Grund under Fødderne, udbryder han — snappende efter Vejret: »Hvad — hvad ! o I