Beretning om Bornholms Industri-Udstilling
i Rønne 1881

15 røgtet med Omhu og efter deres bedste Overbevisning. Ogsaa hver enkelt af Udstillerne maa vi takke, fordi de have givet Møde med deres Gjenstande og derved bidraget til, at Udstillingen kunde blive et saa fyldigt Udtryk for Bornholms Haan elværk og Industri som Tilfældet er. Men en Udstilling liar et dobbelt For- maal. Den skal ikke alene give et Billede af, paa hvilket Standpunkt Produktionen for Tiden staar, den tilstræber ogsaa gjennem Sammenligningen at virke som en Spore for den Enkelte til at stræbe fremad, og vi nære det Haab, at den næste Udslilling vil vise en glædelig Fremgang. Det er i de Vedkommendes egen Interesse; men det er tillige paa don Maade, at vi hævde vor 0 cn hæderlig Plads imellem de danske Provindser; det er derved vi i Fredens Dage bedst tjene vort Fædreland, at hver paa bedsto Maade søger at gjøre Fyldest paa den Plads, hvor han er sat. Efterat Sangen „Der er et yndigt Land“ var afsungen under Ledsagelse af Musik, talte Kammer- herre, Amtmand Holten, der af Industriudstilling- ens Bestyrelse var anmodet om at uddele Præmierne, omtrent saalecles: „Højtærede Forsamling! Det er efter Anmod- ning fra Industriudstillingens Bestyrelse, at jeg idag beklæder denne Plads , og jog behøver ikke at sige Dom. at deter mig en Glæde, at være med til at sætte Slutstenen paa et Værk, der er udsprunget af levende Interesse for det almene Vel og gjennemført med saa megen Dygtighed og Udholdenhed saavelfra Bestyrelsens som fra Udstillernes Side. De Udtalel- ser, jeg har hørt af vore Dommere, vidne om, at In- dustriudstillingen er et i høj Grad vellykket Fore- tagende, der taler højt til Gunst for de forskjellig- artecle Produktioner og Tilvirkninger paa Bornholm. Naar jeg derfor skal have den Ære at uddele de til- kjendte Præmier, saa maa det være mig tilladt at sige et Par Ord om disse Præmiers Betydning. En Løn for Arbejdet ere de visselig ikke, det er jo klart nok; thi den, der vilde slaa sig til Ro ved dette Re- sultat, vilde handle som den Vandrer, der paa Halv- vejen til sit Maal satte sig og nød et ham budet godt Maaltid, medens hans Medrejsende vedbleve at fort- sætte Vejen. De vilde naa Maalet før lian. Men de