Den Elektriske Kraftoverførings Udviklingshistorie
Tale Holdt Ved Den Polyt. Læreanstalts Eksamensafslutning Den 4. Februar 1919

16 den; ved disse Forsøg var Overføringsspændingen i Begyndelsen kun 16 000 Volt, men blev efterhaanden forøget til 30 000 Volt; der opstod herved ikke den mindste Forstyrrelse, Isolationen af Luftledningen var fuldstændig tilfredsstillende, og hele Anlægets Virkningsgrad maaltes efter meget indgaaende For- søg til 70—75 pCt., regnet fra Turbineakslen i Lauf- fen til Forbrugsstedet i Frankfurt. Hermed var det paa den mest haandgribelige Maade bevist, at en elektrisk Kraftoverføring ved Hjælp af højspændt Vekselstrøm var mulig, selv over meget betydelige Afstande, og det er derfor ikke til at undre sig over, at det nu fulgte Slag i Slag med Anlæg af lignende Art, som kunde træde i det prak- tiske Livs Tjeneste. Det første Anlæg, som blev udført efter Lauf- fen-Anlæget, og som vakte en meget stor Opsigt in- denfor tekniske Kredse, var Kraftoverføringen fra Tivoli til Rom; her udnyttedes de ved Tivoli væ- rende Vandfald, Fig. 12, med en Faldhøjde paa 110 m, saaledes at der over den 26 km lange Afstand til Rom kunde overføres en Energi paa ialt 2100 H. K. Anlæget udførtes af det ungarske Firma Ganz & Co. i Budapest under Ledelse af Transformatorens tre Opfindere Déri, Blathy og Zipernowski, og i Betragt- ning af den forholdsvis ringe Afstand var Overfø- ringsspændingen kun 4100 Volt. Problemets Løsning var nu i Virkeligheden fuldstændigt, og de følgende Aars Udvikling gik og- saa kun ud paa Forbedring af Detailkonstruktioner- ne; man lærte snart at isolere Maskiner og Trans- formatorer for de høje Spændinger, saaledes at man allerede i 1894 ved Anlæget Paderno—Milano kunde bygge Maskiner, der direkte afgav en Spænding paa 16 000 Volt, og man forlod de i flere Henseender