Den Elektriske Kraftoverførings Udviklingshistorie
Tale Holdt Ved Den Polyt. Læreanstalts Eksamensafslutning Den 4. Februar 1919

3 det sidstnævnte i vor Tidsalder vist sig at være det mest økonomiske, idet man ved Hjælp af de elek- triske Kraftoverføringer med yderst ringe Tab er i Stand til ikke alene at overføre Energien over be- tydelige Afstande, men tillige paa yderst simpel Maade er i Stand til at fordele den til flere Forbrugs- steder samtidig, og desuden er i Stand til at om- forme Energien, paa hvilken Maade man ønsker. Den elektriske Kraftoverføring er nu til Dags blevet saa almindelig og er trængt saaledes ind i hele vort daglige Liv, at der kunde være Grund til at gaa lidt nærmere ind paa dette Emne, og jeg vil derfor i korte Træk give en Fremstilling af dens Udviklings- historie, som strækker sig over saa faa Aar, at vist kun den i de senere Aar stedfundne Udvikling af Flyvetekniken kan konkurrere dermed. Allerede da Søren Hjorth i 1854 og uafhængig af ham Siemens 13 Aar senere havde opfundet den dynamoelektriske Maskine, var man klar over, at man i Dynamo og Motor med mellemliggende For- bindelsesledning havde et simpelt Middel til Over- føring af Kraft fra et Sted til et andet, og 28 Aar efter Hjorth’s Opfindelse, nemlig 1882 udførte Mar- cel Deprez paa den elektrotekniske Udstilling i Mun- chen det første Forsøg, idet der blev udstillet en Elektromotor, som modtog sin Energi fra en i Mies- bach, 57 km fra Munchen, opstillet Dynamoma- skine. Motoren var ganske vist ikke stor, kun 1J2 H. K., og hele Overføringens Virkningsgrad var kun 22 pCt., men der var dog ved dette Anlægs Udførelse opstillet et Bevis for, at en Kraftoverføring ad elek- trisk Vej over større Afstand var mulig. Allerede 5 Aar senere udførte C. E. L. Brown, den daværende Chef-Elektriker ved Maskinfabriken Oerlikon et Anlæg i Schweiz, som vakte ret betydelig Opsigt; IBn? ■narasamHHSKaaansasHSBHKnH