Samfundsspørgsmaal
Befolkningslæren (Malthus). Værdilæren (Den jærnhaarde Lønningslov)

LÆRENS STRÆNGHED. 7 vates Forgodtbefindende. De Tiggere der intet fik maatte omkomme. For at de Velhavende ikke skulde gjøre Skade i Stedet for Gavn, anbefalede Malthus dem stor Forsigtighed med deres Godgjørenhed. Ikke burde de hjælpe dér, hvor Hjælpen kunde føre til Familjes Stiftelse-, ikke dér, hvor Nøden skrev sig fra Fattigfolks altfor store Mængde, til hvem ingen Beskjæftigelse fandtes; og ikke dér, hvor en talrig Børneflok var Ondets uhelbredelige Aar- sag. I alle saadanne Tilfælde var det nemlig i Virkeligheden menneskekjærligere at overlade de stakkels Overkomplette til deres Skæbne end at forlænge deres Nød. Godgjørenheden blev da væsentligt indskrænket til de veltjente Gamle og til Tilfælde af pludselig opstaaende uforudseelig Nød, for Exempel ved Oversvømmelser, Jord- skjælv og lignende Begivenheder. Dér kunde Hjælpen være paa sin Plads; dog altid burde de Ulykkelige vide: Ret til at forlange havde de aldrig, og de fik kun hvad gode Mennesker frivilligt gav dem. For de fattige Klassers Vel blev der, hvis Malthus’ Lære var rigtig, kun lidet at udrette. Naar Lykken altid bragte Ulykke blev den ene Tilstand omtrent saa slet som den anden; og den økonomiske Videnskab indskrumpede i saa Fald til en Undersøgelse af det, der tjente de vel-