Kemien I Menneskets Tjeneste

Forfatter: Hans Rasmussen

År: 1910

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 482

UDK: 66(042)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 502 Forrige Næste
402 SILIKATER kalkfattige; de bestod derfor af ringere Glas end Nutidens. Om Glasset inde- holder Kalium eller Natrium, er ligegyldigt. Ligesom Kalium og Natrium kan erstatte hinanden, kan ogsaa Kalkium ombyttes med f. Eks. Bly. Kaliumblyglas gaar under Navn af Krystalglas; det har lavere Smeltepunkt, er tungere og har smukkere Klang end almin- deligt Glas. En Blanding af Bly- og Kalkglas kaldes Halvkrystal. Ogsaa Kiselilte kan ombyttes enten med Aluminiumilte eller Borilte eller Fosforilte. Farvet Flaskeglas, der er fremstillet af lerholdige Bestanddele og derfor inde- holder Aluminiumilte, kan, naar det er fattigt paa Alkali, være ganske for- trinligt Glas. Borilte og Fosforilte benyttes kun til Glasvarer for ganske be- stemte Formaal, da de bevirker, at Glasset bliver meget dyrere og i Reglen mindre anvendeligt for almindeligt Brug. Foruden paa den kemiske Sammen- sætning beror Glassets Egenskaber ogsaa paa Behandlingsmaaden; navnlig gælder det om, at Glasvarer afkøles langsomt. De Raastoffer, man benytter til „Glassatsen“, d. v. s. den Blanding, der ved Smeltning bliver til Glas, er altsaa i Reglen Kiselilte, Alkali og Kalk. Dersom Glasset skal være hvidt, maa Raastofferne være meget rene og navnlig ikke indeholde Jernforbindelser, da disse meddeler det færdige Glas en grønlig Farve. Ifald der kun er lidt Jern til Stede, kan Glasset blive hvidt, naar der til Satsen sættes lidt Brunsten; men i Tilfælde af at der er meget Jern, affarver Brunstenen ikke Glasset, men det faar en mørkebrun Farve. Som Kiselilte bruges pulveriseret Kvarts eller Sand; til hvidt Glas kræves særlig rent Sand, der forekommer enkelte Steder paa Jorden i store Lejer og herfra udføres til Glasværkerne. Af Alkalier var Soda det sædvanlige Raa- produkt indtil Midten af forrige Aarh., da man begyndte at anvende Natrium- sulfat (S. 364), som er langt billigere. Naar der bruges Natriumsulfat, maa der enten tilsættes noget Kul, eller man maa sørge for, at Flammen i Glas- ovnen indeholder Luftarter, der virker reducerende; i begge Tilfælde redu- ceres Natriumsulfat til Natriumsulfit, der omsætter sig med Kiselilte til Na- triumsilikat og Svovlilte. Til Fremstilling af Kaliumglas benytter man altid Potaske, da Kaliumsulfat vanskelig sønderdeles. Som kalkgivende Stof bruger man til hvidt Glas rent Kalkiumkarbonat og til ringere Glassorter lerholdig Kalksten, hvorved man faar Glas, der indeholder Aluminium. For øvrigt blan- des Glassatsen med Glasskaar og Glasaffald samt til billigt Flaskeglas med naturlige Silikater og Højovnsslagger. Glassatsen sammensættes enten efter gamle Recepter, som man ad Er- faringens Vej har lært at kende, eller de enkelte Raastoffer analyseres ke- misk, hvorefter de blandes i passende Forhold. En god Blanding faar man af 5 Dele Sand, 2 Dele Soda eller Sulfat og 1—2 Dele Kalkiumkarbonat. Omsætningen foregaar i Glasovnen (Fig. 140), som opvarmes ved Luftgas eller Vandgas. Til Smeltningen bruges Lerdigler h, som opvarmes til Rød-