Kemien I Menneskets Tjeneste

LAVOISIER 85 Lavoisiers næste større Værk var en Afhandling om Vægtforøgelsen ved Forbrænding. Her fandt han, at Svovl og Fosfor tiltager i Vægt, naar de brænder, og det samme er Tilfældet med Metallerne, naar de „forkalker". Særlig interessant er et Forsøg over Tinnets „Forkalkning". Han vejede noget Tin, som blev an- bragt i en Retort; denne lukkede han tæt og vejede atter det hele; derefter ophedede han Retorten, hvorved Tinnet blev iltet. Efter Ophedning var den samlede Vægt uforandret, og der kunde da ikke være optaget Varmestof. Idet han aabnede Retor- ten, strømmede der Luft ind, og Retorten vejede nu mere; Vægtforøgelsen maatte skyldes den op- tagne Luft. Ved at veje Tinnet fandt han, at dette var tiltaget i Vægt, og Tin- nets Vægtforøgelse var lig med Vægten af den Luft, der strømmede ind. Her- af sluttede han, at For- kalkningen skyldtes Luf- tens Indvirkning, og idet Metallet optager Luft, for- øges dets Vægt. Det begyndte nu at se galt ud med Flogiston- teorien; men endnu staar Fig. 96. Berthollet besøger Lavoisier. (Stange: Zeitalt. d. Chemie.) Lavoisier langt fra Løsningen af Forbrændingsspørgsmaalet, idet han ikke kendte Ilten, og ikke vidste, at den atmosfæriske Luft var en Blanding af forskellige Luftarter. 1774 traf han Priestley i Paris, hvor denne opholdt sig sammen med Grev Shelburne; af Priestley fik Lavoisier Besked om Ilten, som Priestley netop havde opdaget dette Aar, og Lavoisier saa straks med sit klare Blik, at det var en Opdagelse af stor Rækkevidde. Senere hen vil han ikke indrømme, at han har sin Viden fra Priestley; tilsidst gaar han dog saa vidt, at han tilstaar, at Priestley og han har gjort Opdagelsen samtidig. Vi