De Jyske Brunkul
Forfatter: N. Hartz
År: 1909
Forlag: Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 90
UDK: 662.642
Noter
Særtryk af: Bidrag til Danmarks tertiære og diluviale Flora.
Danmarks geologiske Undersøgelse, II R. Nr. 20
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
57
De formodede Rakletene er brunsorte, mere eller mindre flad-
trykte, især den nederste Del (Raklestilken); fra den mere eller
mindre fortykkede, egentlige „ Rakleten “ udgaar et større eller mindre
Antal Rakleskæl, hvis yderste, bredere Del dog mangler paa alle de
foreliggende Eksemplarer.
Størrelsen af de 4 afbildede Eksemplarer er:
I Fig. 5 12 mm. lang, 4 mm. bred
Salten ( c . n „
[ „ 6 10 „ „ 3,5 „ „
r, J 1 I >> 7 9,5 „ „ 3,5 „
Sønderskov sin k
55 ö 1 v „ 55 0 „ „
Paa et af de afbildede Eksemplarer (Fig. 8) er en af Rakleskæl-
Stilkene noget fortykket i Spidsen; vi har sandsynligvis her Rakle-
skæl-Stilken i hele dens Længde. Til Trods for megen Søgen lykkedes
det mig ikke at finde noget Eksemplar, der havde fuldstændige
Rakleskæl, ligesom der heller ikke ved Slæmning fremkom Frugter,
der kunde tydes som Ellefrugter.
Heer (1869) afbilder flere A/nus-Hunrakler med velbevarede
Rakleskæl, som han henfører dels til Alnus Kefersteinii Goepp., dels
til Alnus gracilis Ung.; de afviger fra hinanden ved, at den sidst-
nævnte har mindre, slankere Hunrakler, men Heer er forøvrigt lige-
saalidt som Ettingshausen sikker paa, at disse to Arter kan holdes
ude fra hinanden.
Den i Europas, Islands og Grønlands Tertiær vidt udbredte Alnus
Kefersteinii maa sikkert opfattes som en af Forfædrene til vore nu-
levende europæiske Ellearter.
Betula sp.
Tavle III, Fig. 9.
I en brunlig Gytje umiddelbart under Kullene ved Salten fandtes
det afbildede Brudstykke af et ægdannet elliptisk, tilspidset, fjerribbet,
savtakket Blad, hvis Basis mangler og hvis Form tildels er bleven
misdannet ved talrige smaa Forskydninger. Bladets Kulsubstans er
kun tildels bevaret, Randen ikke altid helt sikker. Der er ikke Tvivl
om, at det er en Birkeart; men det er dog næppe forsvarligt at hen-
føre den til nogen bestemt Art; fra Preussens Brunkul anfører Heer
Betula prisca Etth.
I Gytjen under Kullene ved Salten fandt jeg ogsaa nogle Grene
med Bark, der i høj Grad ved Lenticellernes Form og Størrelse
minder om Birkebark, og i Brunkul-Gytjen fra Sandfeldgaard fandt
G. Lagerheim Pollen af Betula sp.