Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 127 den ikke brænder saa stærkt som denne, maa den have færre Spidser, saa at den fanger færre af Legemets Atomer ind, laver mindre Hulheder, altsaa varmer mindre. Derimod er det beklageligt, at Theophrast, hvad Sanse subjektet angaar, har indskrænket sig til den Sætning : det gør ikke lille Forskel, hvorledes den Tilstand er, som Safterne kommer ind til; at der ikke har været udførligere Besked hos Demokrit, er usand- synligt i Betragtning af hans øvrige Grundighed, og Platon antyder ogsaa noget i den Retning.27) Platon siger om de søde Safter,28) at de altid er be- hagelige og velgørende, fordi de bevirker en Udvidelse af det, der er sammentrukket mod Naturen, og en Sam- mentrækning af det, der er opløst mod Naturen; dette er jo ikke den atomistiske Forklaring paa sød, men den tidligere omtalte Definition paa Lystfølelse. Er det alligevel en platonisk Bearbejdelse af noget atomi- stisk (hvad vi jo kun har Grund ti] at antage paa dette Sted), maa vi med Theophrasts Oplysninger in mente vel tro, at Demokrit ikke har taget sig det saa let, men forklaret, hvorfor og hvorledes. At vi ikke finder den atomistiske Smagsfysiologi i Timaios, følger jo ganske simpelt af, at Platon har opgivet Atomernes mangfol- dige Former, som er det afgørende i dette Stykke af Atomistiken. Men at det alligevel er denne Opfattelse af Smagen, Platon er gaaet ud fra, fremgaar deraf, at han til Grund for Smagsfornemmelserne har lagt en samlende og adskillende Funktion, og at han gaar ud over sit eget System og ind i det atomistiske, idet han betinger en stærkere eller svagere Grad af Surhed af mere eller mindre ru Overflade hos Vædskens Partik- ler ; dette kan ikke siges om de platoniske Grund- trekanter dier regulære Potyedrer, men de sure Safters ”) 65 B ff. behandles Smagen. 28? 66 C.