Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 139 tigt og jævnt til Hjærnen og Kroppen, og hvis Hjær- nen er vel blandet, vil man faa den mest fuldkomne Hørelse. Lydfornemmelsen er i Virkeligheden en Be- røringsfornemmelse, fremkaldt af Luften, der er kom- met ind, fysisk set den Forandring, den foraarsager særligt mellem Hjærnens Atomer. Dette er den fysiologiske Side af den atomistiske Akustik, som vi faar den fra Theophrast, der intet gør for at fremstille den klart og omhyggeligt men refere- rer den skødesløst og med det Omkvæd, som han knyt- ter til Omtalen af alt, hvad Demokrit lærte : det er fuldt af Mangler og akkurat, som de fleste andres. Og denne Tendens kommer endnu tydeligere frem i den Kritik, han har knyttet til hver Fremstilling af et Stykke Atomistik, og som viser ikke blot Mangel paa For- staaelse, men det, som værre er; ganske perfidt bemær- ker han her, hvor han først udtrykkeligt har gengivet Demokrits Lære, at man hører med Ørerne alene, skønt der ogsaa kommer Luft ind i Legemet (ved Indaan- ding gennem Huden), at Demokrits Teori er lige saa umulig, som de andres, men han har den Uhyrlighed privat for sig selv, at han lader Hørelsen ske ved Hjælp af hele Legemet! Og det er kun ét Exempel; og dog maa vi være glade til for, hvad vi faar at vide af ham, thi ellers er vi, naar vi ikke lige har Platon eller Aristo- teles at holde os til, endnu værre farne. Som nu med Hensyn til Lydens Fysik, hvor vi ikke kan bruge Pla- ton, der paa dette Punkt næsten kun gengiver Archy- tas, som troligt nok paa dette specielle Omraade har haft en mere udviklet Teori end Atomistikerne. Af Theophrast her faar man jo det Indtryk, at Lyden er en fortættet Luftmasse af en vis Form og Hastighed, som kommer fra Lydgiveren til og ind i den hørendes Øre og efter sin forskellige Form og Hastighed paa- virker Hjærnens Atomer forskelligt. Hermed stemmer