Den Ældste Atomlære

138 Ingeborg Hammer-Jensen vi udenom den ene Indvending mod Archytas : Be- vægelsen meddeles her fra Luftpartikel til Luftpartikel, den tomme Plads fyldes stadig ud, uden at det natur- ligvis derfor bliver til Svingninger, hver Partikel er skubbet et Sykke frem og bliver der. Efter Theophrast10) lærte Demokrit, at Lyd op- staar, naar Luften fortættes og med Magt trænger ind i Øret, hvor ogsaa han tænker sig et tomt Rum; det maa da imidlertid være afspærret, da det ellers ikke kunde være tomt for Luft (og Demokrit mener med tom absolut tom), og dertil tjener vel Chitonen udenfor, som antageligt er identisk med Trommehin- den, som Demokrit altsaa maa tænke sig at Luft kan passere, naar den har Pres paa. At Luften kommer ind i det tomme Rum og passerer det, siger Theo- phrast udtrykkeligt; og han tilføjer, at kun fordi her er et saa stort tomt Rum at passere, hvor intet opholder Luften eller standser den i dens Fart, er Sansefornem- melsen, knyttet hertil, thi (hvad vi har omtalt ved Aandedrættet) Atomistikerne lærte, at der kommer Luft ind overalt paa Legemet, men de andre Steder splittes og fordeles og hæmmes Luften lige strax. Det tomme Rum fortsættes i Smaaaarerne, en Kanal, som kommer fra Øret og deler sig i én Gren til Hjærnen og én til det øvrige Legeme (dette sidste er uden Tvivl en Misforstaaelse af det eustachiske Rør) ; Hørelsens Skarphed beror paa, at disse Aarer er tomme (vel for anden Lyd) og tørre og med saa bred Passage som mu- ligt. Saa kommer Lyden hel ind, især hvis Chito- nen og de omgivende Ben er tætte, og Hjærnens Om- givelser tørre ;“) saaledes vi] Luften ogsaa spredes hur- 10) D. V. 55 A 135, 55 f. n) At der stadig forlanges Tørhed kommer naturligvis af, at D. havde bemærket, at Fugtighed forringer en Lyds Klang; maaske har han ogsaa tænkt paa Ørebetændelse o. lign.