Den Ældste Atomlære

142 Ingeborg Hammer-Jensen staar i Optagelsen af et fremmedstof ved Hjælp af Po- rer, ligger det nær at antage, at ogsaa Kullene menes at have Porer, Kanaler, hvori Ilden trænger ind, og at dette bevirker Glødning; dog staar der ikke noget om det. En af de lægevidenskabelige Forfattere véd en an- den Ting : Alt hvad der opvarmes, udsender Luft og trækker anden kold Luft til sig, hvoraf det næres.18) Det er ubehjælpsomt udtrykt, men Forfatteren forstaar dog, at der skal Luft til at nære Forbrænding. Det samme maa være Meningen med en anden Læges Be- mærkning om en brændende Lampe.19) Det er en sjælden Viden. Med Undtagelse af Cardano lærte alle indtil Lavoisier, at Forbrænding'er en Proces. analog- med Smeltning, hvorved der forsvinder noget af Stoffet i Luftform, og Resten bliver tilbage som Aske. Men de gamle Læger vidste altsaa, at Forbrænding er umulig uden Lufttilførsel. Desværre ved vi ikke et Ord om, hvad Atomistikerne mente om Forbrænding. Vi har set af deres Aandedrætsteori, hvor nær de har væ- ret den rigtige Forstaaelse af det parallele Fænomen: Blodets Iltning; men da de ikke, saa vidt vi ved, har paralleliseret disse Ting, kan der intet sluttes deraf. — Om Frysning har ogsaa en af Lægerne en Udtalelse. Det er i Skriftet: Om Luft, Vand og Steder, hvor der handles udførligt om Fordampning.20) Der hedder det, at Vand, som har været frosset, er overmaade usundt. Naar Vand fryser, sker nemlig det, at det lette og klare og ferske udskilles og forsvinder, det maa be- tyde : fordamper, og det ureneste og tungeste bliver til- bage. Til Bevis anføres, at naar man sætter en Skaal med et bestemt Maal Vand ud under aaben Himmel og lader det fryse og saa atter optø, vil der vise sig at være ,8) L. VII, 486. cfr. D. V. 51. C. 2. L. VIII, 592. -°) L. II, 36.