Den Ældste Atomlære

— "21 - ■ WhlH 144 Ingeborg Hammer-Jensen At Demokrit virkeligt ikke har opfattet Varmen som et Stof, der breder sig rundt i Legemerne, men som en Eølge af Atomstilling, fremgaar ogsaa af Aristoteles’ Polemik* * 24) mod Demokrits Lære om, at Frysning, Størkning og Smeltning sker ved Omstilling og Omord- ning af Atomerne. Men ganske vist, der maa jo noget, en Kraft, som vi vilde sige, til at bevirke denne Bevægelse mellem Atomerne; og det kan altsaa ogsaa være andre Ting, men vil som oftest være Ildatomer, der gør det. Fortrinet ved denne Lære fremfor fx. Platons, som vi strax kommer til, er, at Legemet er varmt, efter at Ildatomerne paa deres rasende hurtige Fart til Vejrs er faret igennem det; at man ikke bliver nødt til at tage den Konsekvens, at et Legeme vejer mere, naar det er varmt, end naar det er koldt, som de maatte, der lod Varme være Stoffet Ild, som var fordelt i Legemet; endelig, at man ikke behøvede at antage Ild i alt, hvad der skaber Varme. Ved Glødning derimod antager ogsaa Demokrit, at der er Ud i Legemets Porer, saa længe Glødningen varer: de Legemer bliver ]ysest ved Glødning, som indeholder den meste og fineste Ild, de bliver rødere, som har grovere og mindre Ild i sig.25) Flammen er en Forening af Ildatomer med tomme Rum imellem, jo længere vi kommer fra det brændende Materiale, des færre Ildatcmer men ogsaa des mindre tomt Rum, da Varmen jo aftager, derfor den tilspidsede Form.26) Varme ledning forklares ogsaa uden Vanskelig- hed ; naar man kender Demokrits simple, konsekvente varme Legemer og paa lyse Legemer,' han taler jo ogsaa, som om disse Egenskaber altid fulgtes ad. M) de gen. et corr. I, 9, 327 a 15 (mangler hos Diels). 25) D. V. 55 A 135, 75. 28) D. V. 55 A 73.