Den Ældste Atomlære
Forfatter: Ingeborg Hammer-Jensen
År: 1908
Forlag: I. COHENS BOGTRYKKERIER
Sted: København
Sider: 180
UDK: 3.25
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Den ældste Atomlære.
145
System, kan enhver a priori sige, hvorledes han maatte
forklare næsten alt. For Exempel Kogning. Ildato-
merne under Gryden stræber, som alle Ildatomer, med
stor Kraft og Fart at komme til Vejrs, grundet paa
Sigtebevægeisen. De støder paa Grydens Bund, der,
som alt, er fuld af tomme Porer; er Gryden af Jærn,
ved vi oven i Købet, at de tomme Rum ligger paa Kryds
og Tværs, og at de er store og mange.27) Derind kom-
mer Ildatomerne; kommer de med jævn Tilførsel, ad-
skiller de blot Jærna/tomerne paa deres Vej op gennem
G-rydebunden; men kommer de i meget store Masser,
saa at de ikke kommer ud lige saa hurtigt, som de kom-
mer ind, men bliver opholdt, kommer Gryden til at
gløde. Fra Grydebunden kommer de op i Vandet, hvis
Atomer de ogsaa spreder og efterlader tomme Rum
imellem, det vil sige: varmer Vandet. De fire Ele-
menter findes nu aldrig rent, men altid blandede mel-
lem hinanden ; i Vand er der Luft. Luft er lettere be-
vægelig end Vand. Ved Ildatomernes Stød og Vand-
atomernes Skubben drives Luftatomerne ud af deres
Stilling, og deres iboende Opadstræben hjælpes derved,
saa at adskillige af dem sammen med Ildatomerne kom-
mer op af Vandet. De enkelte Ildatomer er usynlige,
derfor ser man dem ikke over Vandet og paa deres Vej
videre opad. Baade Luften fra Vandet og den over Gry-
den har ogsaa været i Berøring med Uden, er blevet ud-
videt, man ser, hvorledes den spreder sig over Vandet,
er der Laag paa, vælter den Laaget af for at faa Plads ;
er Gryden meget tæt lukket, sprænger den fordam-
pende Vædske Karret af Mangel paa Plads. Denne Pro-
ces staar ikke beskrevet noget Steds, men Rekonstruk-
tionen bestå ar af lutter Sætninger, vi har overleveret
fra Demokrit. Det mest specielle: Kendskabet til
”) D. V. 55 A 135, 62.
XVIII.
10