Den Ældste Atomlære

152 Ingeborg Hammer-Jensen kert netop være denne Ild. Vandet er vel baade Øjets Vand- og Glasvædske. Alkmaion har utvivlsomt kendt noget nærmere til Øjets Anatomi (det oplyses ogsaa, at han er den første, der har givet sig af med Vivisek- tion,41) det viser hans udførlige Omtale af Øjet. Fra Hjærnen mener han at have iagttaget en Kanal, som lige bag Panden deler sig i to Grene, en til hvert Øje ; det rigtige er jo, at Synsnerverne krydses lige paa det Sted. Hvad han mener med de fire Chitoner, er ikke godt at sige; rimeligvis er de Pupilen, som ogsaa efter Alkmaions Tid opfattedes som et tyndt Dække for Øjets Ud, og Regnbuehinden, Senehinden og Øjelaaget; for vor Undersøgelse spiller de ingen Rolle. Af stor In- teresse vilde det derimod være at faa at vide, hvilken Funktion denne Ild i Øjet havde, men derom forlyder intet, lige saa lidt som om, hvorledes den forholder sig til en anden Ejendommelighed ved Øjet, som Alkmaion betragtede som den væsentlige Faktor ved Synet: dets Evne til at spejle. Spejlingen i Øjet har naturlig- vis alle Dage været et Fænomen, der vakte Folks In- teresse, derefter gav de jo Pupilen Navn (ikke blot paa Græsk) og kaldte den for: Dukken, det lille Menneske. Hvorledes Alkmaion satte Spejlingen i Øjet i Forbindelse med Ilden i Øjet og igen lod Synet fremgaa som Resultat af disse to Faktorer, forlyder der intet Steds noget om. Vi ved, at Alkmaion ellers sluttede sig til de gamle Pythagoræere; men søger vi til dem for at faa nærmere Oplysninger, fortæller de Par Stumper Over- levering, der existere herom, os blot, at det var almin- delig gammelpythagoræisk Lære, som senere findes igen hos Archytas,42) at man ser ved Hjælp af Straa- *’) 14 A 10. 42) D. V. 35 A 25. Apuleius’ Bemærkn.: sine ullo foris ammi- niculo, er hans egen Tilføjelse, fremkaldt ved at han sammenligner Arcliytas med Platon.