Den Ældste Atomlære
Forfatter: Ingeborg Hammer-Jensen
År: 1908
Forlag: I. COHENS BOGTRYKKERIER
Sted: København
Sider: 180
UDK: 3.25
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Den ældste Atomlære.
7
at Menneskenes Begreb om Guderne skriver sig fra det
usædvanlige i Naturen, idet Folk i gamle Dage le-
vede i Angst for saadant noget som Torden og Lyn og
Kometer og Sol- og Maaneformørkelser, og troede, at
Guderne foraarsagede dette. Og lige saa lidt som der
var nogen Guds Haand, eller nogen Magt som Hera-
klits Logos eller Anaxagoras’ Nous, der stand-
sede ham i hans Betragtning af Naturen, lige saa lidt
opholdtes han af Beundringen af den sindrige Meka-
nisme, det var ham Forstavelsen om at gøre i det største
og i det mindste, thi han saa Sammenhæng i det altsam-
men, i det altsammen Natur. Selv en Aristoteles, der
i Grunden stod ham uendeligt fjærnt, maatte bøje sig i
Beundring for dette: „Ingen anden end Demokrit
naaede i noget Spørgsmaal længere end til Overfladen.
Men det er, som om han har tænkt over alt; og allerede
i sin Metode er han forskellig fra de andre.“5)
Hvor rigtig denne Dom er, havde Aristoteles selv
en vis Forstaaelse af; han fremhæver flere andre Ste-
der, at Demokrit i Modsætning til forskellige andre,
fx. Akademikerne, fulgte en fysisk Metode. Hans
Metode, som træder klart frem ved mange Lejlighe-
der, er den empiriske; det følgende vil give adskillige
Exempler paa, hvorledes han samler en lang Række
Iagttagelser fra samme Omraade, søger en fælles For-
klaring for dem, idet han henter Erfaringer fra andre
Omraader til Hjælp, og saaledes udarbejder sine Teo-
rier. Af og til fortæller den sparsomme Overlevering
endda om et Experiment, hvorved Rigtigheden af Teo-
rien kontrolleres. For en moderne Læser er denne
Fremgangsmaade saa ganske naturlig, og han finder
den maaske knap saa megen Opmærksomhed værd;
men baade Beundring og Undren føler den, der er blevet
') D. V. 55. A 35.