Den Ældste Atomlære

6 Ingeborg Hammer-Jensen Grækerne i Almindelighed kunde daarligt forlige sig med en Betragtning af Tilværelsen, hvori der ikke var og ikke kunde være Plads for Teleologi, og der er ingen Ende paa de Bebrejdelser og Afvisninger, som møder dem baade fra deres nærmest Samtidige og altid, fordi, som Aristoteles et Sted siger, Demokrit udelader Spørgsmaalct om Hensigten og henfører alt i Naturen til en Nødvendighed.3) Spørges videre, hvorledes Demokrit opfattede denne Nødvendighed, finder man intet direkte Svar; men alligevel er der Materiale nok til at naa til en For- staaelse af dette. Og for den, der er fortrolig med den Naturfilosofi, der gik forud, og kender noget til den, der kom efter, staar Demokrit næsten ubegribelig stor med sin Forklaring paa „Nødvendigheden“ : Nødven- digheden er udtrykt i to Naturlove, hvorefter alle fy- siske Fænomener foraarsages ved to Bevægelser, der gensidig holder hinanden ved lige. Saa omfattende, simpel og anskuelig vil denne Hypotese om de to Natur-, kræfter vise sig at være, at noget lignende kun findes i moderne Fysik. Følgen af dette Syn paa Vorden blev ogsaa, at me- get der for Samtiden og lang Tid efter laa uden- for Naturens Grænser, eller i al Fald paa Grænsen som overnaturligt og mystisk, saa der i Betragtningen af det altid kom ti] at spille et irrationelt Moment ind, indrømmede han ingen Særstilling udenfor Naturens Om- raade. Betegnende er i saa Henseende, hvad Sextus Empiricus4) fortæller, at Demokrit skal have ytret, 8) D. V. 55 A 66. 4) D. V. 55 A 75. Opfattelsen af Demokrit som Bekæmper af al Overtro har sat sig meget morsomt Spor hos en Scholiast til Apoll. Rhod. (I) V. 55 B 161), der ganske naivt fortæller, at »ind- til Demokrits Tid« troede mange, at Maaneformørkelser beroede paa Trolddom.