Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 179 kunde blive Fritidsbeskæftigelse. Hans Efterfølger, Xenokrates, anerkendte ogsaa Berettigelsen af Ba- starderkendelsen,10) og hans Benævnelse paa Grund- stoffet,11) forstaas saa godt ud fra Timaios. Efter Theo- phrasts Ord kunde man vente at finde, at Xenokrates gav Fysiken en mere anseelig Plads i Akademiet, han fremhæver nemlig,12) at medens Speusippos og de andre standsede, naar de var naaet til at bestemme : Rum, det tomme, det uendelige, som hørende til den ubegrænsede Tohed, og Sjælen og det andet som hø- rende til Tallene og Enheden, giver Xenokrates sig baade af med Fysik, Logik, Matematik og Filosofi. Men hans Beskæftigelse med Fysik gik, efter alt at dømme, ikke videre end til at systematisere, hvad man havde fra Platon, (noget Speusippos vist allerede var begyndt paa), og de urimelige Spekulationer, der faar Aristoteles til stadig at fare ud imod de samtidige Aka- demikere, har i al Fald ikke fremmet Studiet af Virke- ligheden, Naturen. Ikke engang Matematiken, der dog var saa grundfæstet, kunde trives i al den Mystik og Overtro, der ved Siden af en Del praktisk Moral- filosofi blev det, Tankerne ideligt syslede med i det gamle Akademi. I de næste halvandet Tusind Aar er der tre Sæt- ninger, der leder og bestemmer det allermeste af Fysiken; det er de tre Sætninger, som Platon havde gjort Atomteorien til: Læren om Horror-vacui, om Elementernes Overgang i hinanden, og om Elemen- ternes Steder (absolut tang — let). Men det var, som man kunde vente, ingen indenfor det gamle Akademi, der havde Kraft og Myndighed til at være alle disse nye Slægters Læremester i Fysik; og Timaios blev ganske vist læst og kommenteret mere end nogen 10) Rich. Heinze: Xenokrates Frg. 5. u) aévaos. ibd. Frg. 28. ,2) ibd. Frer. 26. 12*