Den Ældste Atomlære

34 Ingeborg Hammer-Jensen faaet fat i nogle af Demokrits Skrifter. Han har læst dem, og de har gjort meget stærkt Indtryk paa ham; deres simple, konsekvente System har overbevist ham om, at han her fandt en Del af Sandheden, og de har vakt hans Interesse for Ting, som han ikke før agtede paa. Deres Lære var vidt forskellig fra den, han havde tænkt sig at ville foredrage i Timaios; alligevel kunde han godt se, at der var noget i den, som han ikke havde, og som var rigtigt, selv om han ikke kunde anerkende dens irreligiøse, ufilosofiske Grundtone. Alt i alt fandt han dens Tanker, naar de blev tillæmpede, fortræffelige til at supplere og korrigere sine egne med. Derefter handlede han ; det som han havde skrevet, vilde han ikke skrive om, men føjede et Supplement til ; Resten blev Sammenarbejdning. Og saaledes er Timaios blandt vore bedste Kilder til Kundskab om Atomistiken. III. Grundstofproblemet. 1 Iagttagelsen af en Bække Forvandlinger, der sta- dig foregaar i Naturen, naar, fx. Skyer paa en klar Himmel bliver Blæst, naar mørke Skyer bliver Regn, naar Smaavande i Solskin bliver mudderagtig Jord, som i meget stærk Varme bliver Sten, naar ogsaa Vand fryser og bliver Sten eller fordamper og bliver Luft, naar der kommer Ild ud af Skyer saavelsom af Sten — altsammen noget som Menneskene selv paa de allerlaveste Kulturtrin maa iagttage, fordi det er af saa stor praktisk Betydning i det daglige Liv — laa Fysi-