Den Ældste Atomlære

Den ældste Atomlære. 87 Hvor der er et stort tomt Rum, strømmer en Masse Ato- mer af alle Slags sammen. Iblandt dem opstaar en Hvirvel, hvis Aarsag ligger udenfor vor Erkendelse. Hvirvlen er en Rystning af hele Atommassen, der son- drer og samler efter Vægt, saaledes at det tunge, Jorden, kommer i Midten. Den fuldstændige Sondring ophæves, idet Verden efter- haands har antaget Kugleform og er blevet over- trukket med en Hud, hvis Spænding presser de for- skellige Atomer sammen imellem hverandre, men paa den anden Side vedligeholder Rystningen, som er betinget af en inhomogen Masse. Himmelhuden roterer (om denne Rotations Aarsag er heller ikke spurgt) og river med sig jordagtige Ato- mer, som kommer i dens Nærhed fra det omgivende Vakuum. De samles og sammenflettes til Legemer, som i Be- gyndelsen er mudderagtige men ved den hastige Rotation bliver tørre, stenede, gennemglødede. Den sammenpressende Spænding og den sondrende Rystning vare den Dag i Dag og vil altid vare, og det er de to Naturkræfter, som holder Verdensmaskineriet i Gang. Deres Udfoldelser har vistnok først Demokrit formet som to Love. Det var Leukip, der i Rystningen; Hvirvlen, fandt en simpel Hypotese, der let og naturligt strakte til til Forklaring paa grumme meget, og fremfor alt forklarede, hvorledes det gaar til, at de ensartede Dele kommer sammen og danner et Hele. De, som før Leukip havde lært, at Stoffet bestaar af en uendelig Masse forskelligartede Smaadele, oprindeligt blandede medlem hinanden i vild Uorden, havde hjulpet sig ved at ty ti] det oversanselige i deres Verdensindretning; Anaxagoras supponerede sin Verdenssjæl, som giver De-