Hverdagsfysik
Fra Kompasset til Kakkelovnen

122 LYS. ikke den simpleste i Forstaaelse er den Lysfrembringelse, man faar ved en almindelig Ild: i Halm, Papir, Træ, Olie, Tælle, Stearin o. 1. At disse Ting kunne brænde, vil sige, at de kunne indgaa en Forbindelse med Luften, eller rettere med den Del af Luften, som kaldes Ilt, og som under almindelige Forhold er sammenblandet med den øvrige Luft, der for største Delen bestaar af Kvælstof. Ilten er ikke meget mere end 1/5 af den hele Luft. Denne Ilt har en Tilbøjelighed til at indgaa For- bindelse med hine »brændbare« Stoffer. Dog ytrer Til- bøjeligheden sig først, naar de blive tilstrækkelig op- varmede, hvad man kalder, at de »antændes«; mener først Antændelsen sket, foregaar Forbindelsen saa livlig, at den selv tilvejebringer den fornødne Varme til at antænde de ny Dele af det brændbare Stof. De ovennævnte Ting brænde som bekendt med Flamme, det vil sige, der staar ligesom en Kappe af Lys omkring og navnlig op fra det brændende Legeme. Heden gør nemlig dette eller en Del af det luftagtigt. Det luftagtige Stof er nu meget brændbart, brænder og danner Flammen, som ofte lyser stærkere end de glødende faste Dele, ja ved Lys og Lamper næsten er det eneste, der lyser. Nu blev der ganske vist ovenfor sagt, at luft- agtige Legemer ikke lyse synderligt, selv om de ere meget varme. Men Sagen er den, at idet det luftagtige Legeme skal brænde, kunne ikke alle dets Dele blive til- strækkelig forsynede med Ilt straks. Nogle af dem tage da — saa at sige — først for sig af Retterne, skille sig fra deres hidtidige Kammerater og forene sig med Ilten under Frembringelse af høj Varme. Men de ene ladte Dele ere just fine, fine Kuldele, som foreløbig ingen Ilt kunne finde at slaa sig paa. De forblive derfor endnu en lille Tid ene som fine Kuldele, umaadelig smaa faste Legemer; thi det bare Kul kan ikke være luftagtigt. Da imidlertid