Johan Daniel Herholdt Og Hans Værker

JOHAN DANIEL HERHOLDT Det, man kalder den akademiske Plan, har Herholdt ikke sat stor Pris paa; han fulgte det ham givne Program og skaffede det tilveje, som for- langtes, sammenkædet efter den Brug, der skulde gøres af Bygningen. Først søgte han ved Formningen at faa de harmoniske Hovedforhold, men hans Arbejder ere ikke fra først af Studier efter en bestemt Stilart, thi han tog sine Motiver, hvor der var noget som passede. Men ved den ihærdige Gennemarbejdelse, der blev hans Arbejder til Del, smeltede Alt efterhaan- den sammen, saa at der kom en Enhed over det Hele. Ved under Arbejdet at passe paa til alle Sider sørgede han for, at Over- slagene sloge til. Engang ved et Besøg her af en berømt Landsmand, der arbejdede i Udlandet, var der en Del Arkitekter samlede, og her kom det paa stærk Tale om, hvorledes en Arkitekt var nødt til at narre i sit Over- slag, for at faa Baad til lidt ud over det Almindelige; men da rejste Her- holdt sig op og sagde, at det var en fordømmelig Maade at tvinge sligt igennem paa. Ved at tale med sine Bygherrer og give dem Interesse for Sagerne havde han efter Evne faaet det frem, der i hans Arbejder var naaet ud over det Almindelige. Man maatte finde sig til Bette i de Forhold, hvor- under der skulde bygges, og gøre hvad man formaaede. Han ansaa det for Arkitektens Pligt, at han om sin færdige Bygning skulde sige: Saaledes som Bygningen staar, bærer jeg Ansvaret for den. Denne Sætning var talt ud af manges Hjerte — der ligger deri, at Teg- ninger, Modelleringer, Overslag, Regnskab og Tilsyn kun blive forbigaa- ende Gennemgangsled — Bygningen selv er det, som Arkitektens Kunst frembringer; bag denne ligger der en Personlighed — og fremdeles skyder den en Anskuelse bort, som lever paa mange Omraader, at Arkitektens Arbejde er en skøn Leg med Blyanten paa Papiret — har man først fat i den, saa kan man sagtens faa gjort Bygningen af Andre; men her svinder Personligheden bort mellem Fingrene — og Ansvaret med. Der er ingen Kunstart, der hænger saa nøje sammen næd Tiden, hvori den udvikler sig, som Arkitekturen, og ved at hævde denne Sætning er Arkitekten lige paa Nippet til at stille sig i Brechen blandt andet for Tidens Brøst — men paa den anden Side er der ingen Kunstart, hvorudaf man saaledes kan læse Tiden, som Arkitekturen, og der paahviler denne selvfølgelig alligevel et Ansvar for, hvad der i den kan naas eller hvad der maa opgives. Det kan altid sés. Sætningen er manende baade ligeoverfor Arkitekten og over- for Tiden, at stilles der en Opgave, saa maa den gennemføres. Om hans Kunst tilkommer det Eftertiden at dømme, naar der er gaaet en Menneskealder. »Pour bien en juger il faut être à distance comme pour apprécier un tableau« [Létarouilly I. ^6.]