Johan Daniel Herholdt Og Hans Værker

JOHAN DANIEL HERHOLDT ning baade Marv og Ben, hvis vedkommende ikke har en Evne at sé den Helhed og Duft, som hemmeligt skjuler sig i Resterne. Ligesom det for Herholdt har været Løsningen af Opgaverne, der vejede stærkest, og for hvilket hans Person traadte tilbage, saaledes traadte denne altid i Skygge, naar det kom an paa at restaurere. Dette kan han visselig siges, at have været med til at lære Fremtiden. Saasnart den Yngre kom til at arbejde hos Herholdt, blev han strax hans Medarbejder, og følte sig som saadan trods al sin Uformuenhed. De svage Forsøg bleve enten godkendte eller de ledede ham andetsteds hen, men der kom altid noget ud af det ved hans Maade at lede den Unge paa. Ganske paa lignende Vis gik det med Haandværkeren, Teglbrænderen, Jernstø- beren og andre, han har arbejdet med, for hvem han altid pegede paa Ende- maalet, ikke paa det øjeblikkelige Resultat. Han skrev ikke lange Kontrak- ter, det behøvedes ikke; men mærkede han det behøvedes eller fremkom der navnlig en ublu Fordring, var han ikke god at komme ud af det med. Var der skét en uskyldig Fejl, havde han meget mod at rive ned, hvad der en Gang var gjort, naar det iøvrigt var godt Arbejde. Det gav ham under- tiden Anledning til at bearbejde Sagen saaledes om, at Fejlen ikke mere blev en Fejl, men et Led i det Hele. Smaa Uregelmæssigheder oversaa han. At han ikke brød sig om Smaating, viser følgende lille Tildragelse. Paa Universitetsbibliotheket var der bleven indnmret en glasseret Sten paa et fejlt Sted. Det blev sét, men da det vilde sinke Stilladsens Flytning, blev den foreløbig siddende. Da der senere skulde fuges ned, blev Herholdt spurgt, om den nu ikke skulde hugges ud, men han svarede: »Aa, lad den sidde for Barberens Skyld.« Den sorte Sten sad nemlig og gloede ned i en Barber- stiie ligeoverfor baade paa Barberen og hans Kunder, saa at der 2—3 Gange havde været Bud ovre paa Byggepladsen for at gøre opmærksom paa den fæle Fejl. »Det gør Bygningen hverken bedre eller værre.* Den sidder der endnu. Der er Tider, der forlange, at Arkitekten skal være pragtelskende, og der er Tider, som forlange af ham, at han skal være kneben. Hetsch beteg- nede sin Tids Anskuelser med — det skal være saa hurtigt som nuiligt, og det skal være saa billigt som muligt, det skal være færdigt imorgen og koste fire Skilling. Det var derfor et ikke ringe Arbejde at bringe det op med Hensyn til de Bygningsemner, som valgtes, at faa Haandværkerne til at give sig den Tid og Flid til Arbejdet, som behøvedes, og efterhaanden at faa Størrelse ind i Bygningerne. 12