Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

naturligt Forhold til den Befolkning, det havde til Ernæring. Med Henblik herpaa turde det være selvindlysende, hvorledes den økonomiske Politik i Fremtiden netop ogsaa maa bære i denne Retning, netop ogsaa maa være henvendt paa ikke alene at bevare denne Udvikling — hvad der vistnok tør betegnes som Hovedopgaven for al økonomisk Politik i Evropa for Tiden — men ogsaa fortsætte den paa en frugtbar Maade. Netop nu tale Begivenhederne indtrængende et saadant Sprog, at det for Enhver, der vil lukke Øjnene op og se rundt om- kring i Evropa, maa staa med dagklar Skarphed, hvor nød- vendigt det er at føre en saadan økonomisk Politik i de Lande, der endnu ikke bave oparbejdet en kraftig Industri. Hvor vi nemlig se rundt omkring, se vi Landbruget slippe laget og ikke længer strække til alene. Jeg maa nu vel forvare mig imod, at det skulde være min Mening hermed, at man nu her- hjemme haabløst skulde opgive Landbruget og styrte sig med rastløs Feber over Industrien. Saaledes som de konkrete For- hold i Øjeklikket ligge for Danmark, vilde dette ikke alene være taabeligt, men ganske simpelt umuligt. For det Første maa man vel lægge Mærke til, at Landbruget herhjemme endnu indtager den principale Stilling, og at det for det Andet endnu, heldigvis, er modtageligt for en stor Udvikling i Retning af produktiv Erhvervs-Evne, og det gjælder selvfølgeligt lige saa fuldt om at ophjælpe Landbruget som andre Erhverv og faa alle Produktionsmuligheder i dette frem, — og jeg kan end- ogsaa tilføje saa meget mere, som Landbruget, foruden næsten, at være ene om at betale Landets Import, maa kunne yde sit Tilskud til Industrien gjennem Beskyttelsen. Hvad der i de senere Aar er foregaaet i Frankrig og Tyskland, ligger ikke saaledes nær for vort Vedkommende; men fordi vi endnu forhaabentlig have et langt Skræv tilbage til det Punkt, hvor Landbruget træder saa stærkt tilbage i Erhvervsrækken som i Frankrig og Tyskland, saa indeholder dog den dér foi’egaaende Udvikling et Fingerpeg i den Retning, hvori Fremtidens Udvikling kan gaa, og det gjælder da netop om for et Land, med en ung Industri i Tide at opdrage og udvikle denne Virksomhed, saa at den en Gang kan begynde at tage fat paa de Punkter, hvor Landbruget slipper. Industrien har, som vi have sét, gjort sin utvivlsomme