Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

220 Første Gang vi i en Lavsskraa træffe Noget om Gifter- maal, er 1496 i de kjøbenhavnske Guldsmedes Artiklei*. Det fordres her, at den Guldsmed, der blev Mester, inden Aar og Dag skulde gifte sig, og i de kjøbenhavnske Possementmageres Skraa af 1634 opstilles den samme Fordring. Den unge Mester skulde ved at indgaa Ægteskab, ved altsaa at binde sig til et bestemt Sted, ligesom afgjørende vise, at han havde forladt den frie, vandrende Svendestand. Det var jo — i Overensstemmelse med Holbergs ovenfor nævnte Udtalelser — noget Væsentligt for Svenden ikke at være bunden til et be- stemt Sted. Jo mindre han var det, des større Modstandskraft var han i Besiddelse af overfor Mesterne og Avtoriteterne, og den ugifte Stand maatte derfor være typisk for Lavssvenden. — 1657 klagede Kjøbenhavns Bogbindere over, at den ovenfor nævnte Bogtrykker Peder Jensen Morsing, der ogsaa var Bogbinder, havde antaget en Mand, som der bl. A. var det at udsætte paa, at han var gift, og de kjøbenhavnske Bødkeres Artikler af 1678 ei’e ikke venlige mod gifte Svende. I Feld- beredernes Lav var det Skik, at den gifte Svend altid maatte vige for den ugifte; naar selv en ganske ung, ugift Svend kom til at arbejde sammen med en gift, kunde han fordre dennes Plads og Værktøj. 1794 vare alle Kjøbenhavns Bagersvende fremmede og ugifte, en gift Svend, var ikke agtet imellem dem. Snedkerne staa altsaa ikke uden Paralleler. Vende vi os herefter til Snedkernes Fordring om ikke at bære nogetsomhelst Stykke Værktøj paa Gaden til eller fra Arbejdet, da kunne vi ikke paavise en lignende Fordring tid- ligere. 1695 bar Mursvendene deres Murhamre og Maalestokke tværtimod lidt for meget, de brugte dem som Vaaben i deres hyppige Klammerier, og meget gammel kan Fordringen heller ikke være, ti i en trykt Pjece fra 1771 hedder det, at en Svend forsaa sig mod Lavenes Gebräuche ved ikke at tage et Stykke Værktøj i Ifaanden, naar han gik ud i sine Arbejds- klæder. Men hvorledes det nu end forholder sig hermed, viser Fordringen formentlig en voxende Selvfølelse hos Svendene. De stod paa deres Ret, d. v. s. deres Vedtægter, og den nævnte Pjece fra 1771 véd. at fortælle, at 4 Mursvende heller vilde vandre i Slaveriet end erkjende En for deres Lavsbroder, der havde bundet og løst en Hund for Natmandens Folk, Noget,