Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

37 Grund for denne Del af mit Foredrag er en Række Artikler i „Nordisk Tidskrift för Vetenskap, Konst ocli Industri“, udgivet af den Letterstedske Forening (1884 S. 423 fig.). Det er et mærkeligt Tidens Tegn, da det er en Del af det socialdemokratiske Program, som Staten, her nærmest Fyrst Bismarck, har gjort til sit. Det er næppe 20 Aar siden, at man i Tyskland be- gyndte for Alvor at behandle Spørgsmaalet om Midler til at forebygge de talrige Ulykkestilfælde, som forekom ved Arbejder paa Industriens Gebet. Som sædvanligt vaktes Bevægelsen for denne Sag ved flere betydelige Ulykkestilfælde, som i 1866 ved et Bjergværk i Iserlohn og i 1869 ved Plauen, hvor 276 Grubearbejdere paa én G-ang mistede Livet. En Masse Petitioner indgik til det nordtyske Forbunds Rigsdag, og overalt beskjæftigede man sig med Løsningen af Spørgsmaalet om den saakaldte „Haftpflicht“, det vil. sige den Heftelse eller det Ansvar, som kan lægges paa Arbejdsgiveren for det skete Ulykkestilfælde. Hverken den tyske Civilret eller Romer- retten kjender noget tvunget Ansvar for en Andens Handling eller Forsømmelse, i det Mindste ikke i de Retsforhold, som kan opstaa mellem Arbejder og Arbejdsgiver, men da det dog maatte erkjendes, at der var en Trang til Bestemmelser i Lovgivningen i saa Henseende, saa blev der efter lang Prøvelse i Forbundsraadet indbragt et Lovforslag den 28de Marts 1871 betitlet: „Lov angaaende Forpligtelse til Skadeserstatning for de ved Driften af Jernbaner, Bjergværket’ o. s. v. foraarsagede Dødsfald og Legemsbeskadigelser“. Lovforslagets § 1 handlede udelukkende om Jernbaner og bestemte, at hvis Nogen ved Driften af en Jernbane blev dræbt eller kom til Skade, da skal Driftsherren eller Bestyrelsen svare herfor, hvis han ikke beviser, at Ulykken er opstaaet ved en højere Magt eller ved den Forulykkedes egen Skyld. § 2 omtaler Bjergværker, Sten- brud og Fabriker, men den store Forskjel paa disse to §§ er den, at ved den første om Jernbaner paalægges Bevisbyrden Driftsherren, hvorimod ved den sidste er Bevisbyrden paalagt den Tilskadekomne. Forskjellea er af stor Betydning og har været medvirkende til den følgende Udvikling af Lovgivningen. De øvrige §’er indeholdt Bestemmelser om Erstatning for den foraarsagede Skade. Ved Død skulde der udredes Erstatning for Sygepleje og Begravelse saavelsom for det Tab, som den