Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

År: 1885

Forlag: Universitetsboghandler G. E. C Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 228

UDK: 338(489)(06) Dan

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 240 Forrige Næste
38 Afdøde under sin sidste Sygdom havde lidt ved. ikke at kunne forsørge sig. Var den Afdøde forpligtet til at give Andre Underhold, saa kunde disse fordre Erstatning; ved Beskadigelser Erstatning for Sygdom og Underhold, ligesom ogsaa Erstatning, hvis mindre Arbejdsdygtighed er en vedvarende Følge af Be- skadigelsen. Det skulde i alle Tilfælde tilkomme Domstolene at prøve og bestemme Erstatningssummens Størrelse. Imod dette Forslag indkom en Mængde Petitioner fra Arbejdsgivere, som frygtede deres Virksomhed truet, men det var uden Nytte. Det daværende mægtige nationalliberale Parti vilde endogsaa yderligere skærpe Arbejdsgivernes Ansvar. Der blev udtalt, at hele Ansvaret bui’de lægges paa Arbejdsgiveren paa Grund af, at han tog i sin Tjeneste de vældige Naturkræfter, paa hvis Virksomhed den store Industris Gevinst beror, men for disse Naturkræfters Voldsomhed falder Arbejderen som Offer. Man kunde roligt opgive alle foreskrevne Forsigtighedsregler og alt Tilsyn og blot lade Arbejdsgiveren vide, at al den Skade, som enhver i hans Brød værende Arbejder kom til, vilde komme ham fuldkomment lige saa dyrt, maaske dyrere, end den Skade, som kunde træffe hans Maskiner. Arbejdsgiveren maatte bære Ansvaret for Industriens Ofre, da Arbejderen med sin ringe Løn, med sin fuldstændige Afhængighed af den daglige Fortjeneste knap kan bære Følgerne af et lettere Ulykkestilfælde; ved de sværere, som foraarsage lang Sygdom eller Død, staar han selv og hans Familie aldeles værgeløs og falder Fattigvæsenet, det vil sige Samfundet, til Byrde. Han er altsaa henvist til Fattigvæsenet, hvis ikke Arbejdsgiveren af ren Humanitet opfylder saadanne Forpligtelser, som Lovgiv- ningen ikke kan paalægge ham. Men, blev der sagt, dette er en fejl økonomisk Ordning, det er en Præmie til Industrien, som de andre Samfundsklasser maa betale. Al den Nød, al den Fattigdom, som Ulykkestilfældene i Industrien er Skyld i, er, økonomisk talt, ikke Andet end en Del af Produktions- omkostningerne, ligesaa vel som Slitagen paa Maskiner, og den Industri, som ikke kan dække disse Slitager, fortjener ikke at leve. Den eneste Maade at fri Fattigvæsenet for Udgiften til Industriens Eorbrug af Arbejdskraft og at fri Arbejderen for at søge Fattigvæsenet, er saaledes at lægge Ansvaret for Industriens Ulykkestilfælde paa Arbejdsgiveren ; han maa tage