Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

■■■■■■■■■■■■■■■■■■■■i 39 dette Tab med i sine Beregninger over sine Varers Pris, og saaledes bliver Tabet dækket af Forbrugerne eller af hele Sam- fundet. Saaledes møder man allerede paa Forslagets første Trin en Anskuelse, som kort efter skulde drive Regering og Rigsdag længere og længere bort fra den juridiske Løsning og ind paa den social-politiske Løsning af Spørgsmaalet. Juristen ser i den af Ulykken trufne Arbejder et Individ, som søger Erstatning hos et andet Individ, som mutigen er Skyld i Ulykken, og han søger med streng Upartiskhed at værne den Enes Ret ligeoverfor den-Anden. Han er utilbøjelig til at drage Slutninger til den Anklagedes Skade og fordrer Bevis af den Klagende for hans Paastande. Socialpolitikeren ser derimod i den af Ulykken trufne Arbejder Repræsentanten for eu tjenende Klasse, som søger social Retfærdighed mod den herskende Kapital, og ved sine Sympathier for den Ulykkelige er han fremfor Alt betænkt paa i det enkelte Tilfælde at træffe en Skyldig, som kan betale. Ved Lovens Behandling blev der ogsaa indgivet flere Ændringsforslag, som gik ud paa, at Bevisbyrden i alle Tilfælde skulde paalægges Arbejdsgiveren, men Opinionen var endnu ikke tilstrækkelig bearbejdet for en saa radikal Opfattelse, og de mange indkomne Petitioner fra Arbejdere gjorde den Gang ikke nogen Virkning. Loven blev den 7de Juni 1871 udstedt og er bekjendt under Navnet Haftpflicht Gesetz. Vi skulle nu faa at se, hvorledes denne Lov arbejdede. Domstolene hævdede strængt, at Skylden for et Ulykkestilfælde tillagdes den Arbejdsgiver, som havde for- sømt at iagttage de Forsigtighedsforholdsregler, som de for- skjellige Politianordninger havde bestemt for at sikre Arbejdernes Liv og Lemmer, ligesom ogsaa hvor han havde forsømt de For- sigtighedsregler, som vel ikke vare paabudte, men som enhver Sagkyndig efter Teknikens Standpunkt maatte anse for nødvendige. Saaledes ere ved Domstolene Arbejdsgivere flere Gange bievne dømte til Ansvar, fordi Remme og Tandhjul ikke have været til- strækkeligt beskyttede, ligesom ogsaa Bygmesti’e, naar Stilladser ikke have været af den fornødne Styrke. Arbejdere, hvis Øjne ere bievne beskadigede af Metal- og Stensplinter, have faaet Erstatning paa Grund af, at Arbejdsgiveren ikke havde forsynet dem med Beskyttelsesbriller. Ved en Lejlighed blev en Haarig Dreng beskadiget af en Cirkelsav, og Domstolene