Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

44 en Ubetydelighed, blot den spidse Ende af en Kile, som drives ind i den nuværende Samfundsorden, men den tykke Ende af Kilen skal komme efter, enten Fyrst Bismarck vil eller ikke. Idet Staten tager Forsikringsvæsenet i sin Haand, skal den nødes til at udøve en Kontrol over Industrien, og hvis denne Kontrol ikke forslaar, eller om Industrien ikke formaar at bære denne Omsorg for Arbejderen, som Staten Trin efter Trin skal være nødt til at paalægge den, da skal Staten gribe ind, og det er Socialdemokratiets Formaal.“ Det hedder ogsaa i Regeringens Motiver, at Formaalet er at fæstne den Overbevisning hos den arbejdende Klasse, som udgjør Nationens Flertal, at Staten ikke blot er en nødvendig, men en for dem velgjørende Indretning. I Kejserens Hen- vendelse til Rigsdagen betegnes det nye Forslag som det -første Forsøg paa at vise Arbejderen, at Staten er en sikrere og mægtigere Beskytter end de urolige Agitatorer, og fra denne Stund overtager den kejserlige Regering selv Folkelederens Rolle, og til den i Begyndelsen mere splidagtige Rigsdag lyder dens Stemme mere og mere befalende og truende, medens dens Løfter til Arbejderne lyde mere og mere lokkende. Jublende udraabte Liebknecht og Bebel: „Rigskansleren er vor Mand“, men „det er ikke ham, som har os, men os, som har ham“. Men -af dette Aars Lovgivningsvirksomhed blev der Intet, da det snart stod klart for Alle, at det forelagte Lovforslag ikke egnede sig til at føres ud i Virkeligheden. Men det giver os en Prøve paa Fyrst Bismarcks Statsmandskraft, at han ikke veg tilbage for de Hindringer af teknisk og politisk Art, som fra alle Sider rejste sig mod hans Forslag. Tvende Gange led han Nederlag, men vendte hver Gang stærkere til- bage, styrket ved de vundne Erfaringer. Han indsaa, at naar alle de private Forsikringer bleve hævede, og Alt samlet under den tvungne Kigsanstalt, saa • vilde den voxe til en Størrelse, som man ikke havde tænkt sig. Man anslog Tallet af de Forsikringspligtige til 2| Mill., maaske derover, og Antallet af Ulykkestilfælde til 110—120,000 om Aaret. Hvilken uhyre Hær af Embedsmænd skulde der ikke skabes for at bestyre en saadan Anstalt? Bismarck indsaa Fejlen, og med sædvanlig Aabenhed udtalte han den. Som praktisk Mand indsaa han, at Massen af Forretninger vilde voxe saaledes, at den ikke