Færøerne, Island og Grønland på Verdensudstillingen i Paris 1900

ejendommelige Bygningsskikke, der have udviklet sig og holdt sig helt ned til vor Tid paa Grund af Landets afsondrede Beliggenhed. Den islandske Kunstflid var navnlig en Hjemme- industri, og den holdt sis: som saadan ned gennem 7 O o o Tiderne, idet den dog efterhaanden gik tilbage. Nogen egentlig Haandværkerstand fandtes nemlig ikke; en saadan er først opstaaet i de senere Aar, hvorved en Foryngelse af de gamle Motiver er be- gyndt at komme i Kurs igen. Islænderne vare i gamle Dage Mestre i Træskærer- kunsten. Deres Boliger og Kirker vare paa hjemlig norsk Vis smykkede med udskaarne Slyngornamen- ter, stiliserede Bladornamenter, Drageslyngninger, Dyreornamenter og romanske Motiver, navnlig paa Dørstolper, Højsædestøtter og Gavle o. !., og saa- danne bleve brugte langt ned i Tiden, o o Men offsaa Bohave og Brugsgenstande som Stole, Skabe, Æsker bl. a. til Strikkepinde, Kasser til Uld, Syskrin, Drikkekar, Kniple- skrin, Sengefjæl, Træskeer og Øsekars Haandtag vare prydede med lignende Ud- skæringer. I den ældste Tid benyttedes ikke Runer, de kendes først paa Island fra Aarhundrede; senere benyttedes Majuskler som Ornamenter. Det lykkedes at faa Prøver paa alle disse Genstande. En Del bleve indkøbte; enkelte Ting laante, bl. a. af Björn Stefdnsson fra Faskrudsfjord, men den største Del af dem Dørring. (Museet i Rvk.) Sengef] æl- (Museet i Reykjavik.) det 12.—13. blev fremstillet i udmærkede Gengivelser efter Genstande i National- museet og Samlingen i Reykjavik. Udstillingsekspeditionen tog