Jærnudvinding I Nørrejylland I Oldtid Og Middelalder

JÆRNUDVINDINGEN I JYLLAND. 121 nogen Forringelse i de sidste 200 Aar, saaledes som f. Eks. en Sammenligning med Videnskabernes Selskabs Kort af 1771 viser, men Landskabet hører endnu til de skovrigeste i Landet; Rydningen er navnlig sket vestfra efter visse simple, geografisk bestemte Principper, som jeg dog ikke her skal komme nærmere ind paa, men Rydningen er mindst, hvor Jærnudvindingen synes at være bleven drevet i størst Omfang i hele Jylland, nemlig i Egnen mellem Silkeborg og Gjedsø. — Nord for Silkeborg er Hugsten fore- gaaet i betydelig større Omfang, dog ret sent. Dalgas med- deler, at man omkring 1850 ikke kunde komme uden for de dyrkede Agre uden næsten overalt at støde paa Krat, Stubbe og deslige, og han antager, at Rydningen for største Delen har fundet Sted i de sidste 300 Aar (smi. Morten- sen 1920). Den Omstændighed, at de store Skove har holdt sig i hvert Fald til det 16.—17. Aarh. i Randmoræneomraadet mellem Bryrup og Viborg, er sandsynligvis Grunden til, at dette er den Del af Nørrejylland, hvor Jærnudvindingen holdt sig længst, og det er rimeligt at antage, at dens Op- hør i andre Dele af Nørrejylland er betinget ved Brændsels- mangel. Denne Forklaring kan dog ikke gælde for Silke- borgegnens Vedkommende, da den stærke Skovreduktion her først begynder ved Jærnudvindingens Ophør. Grunden til, at Danmark ved Aar 1600 ophørte med at være et jærnproducerende Land, maa sikkert søges i, at Jærnet andetsteds paa det Tidspunkt kunde købes billigere, end man selv kunde fremstille det. I det 15. og 16. Aar- hundrede indtræder der nemlig store Prisfald paa Jærn- markedet dels som Følge af tekniske Fremskridt, Jærn- fremstillingen undergik i Mellemeuropa og Sverrig, dels som Følge af Forbedring af Samfærdselsforholdene. Prisfaldet fortsættes ind i det 17. Aarh., saaledes som allerede Nyrop p. 149 har antydet: »Afgjort synes det imidlertid, at en Klode Jern langtfra sættes til den Værdi i det 17. Aarhun-