Chemiske Breve 1854

238 tabet; thi as alle organiske Substanser høre de plastiske Bestanddele i Næringen til dem, der i allerringeste Grad have den Egenstab at forbrænde og udvikle Varme. Af Dhrelegemets Elementer har Qvcelstoffet den ringeste Tiltrækning til Ilt, og, hvad der er endnu mere paafaldende, den berøver mere eller mindre alle forbrcendelige Elementer, hvormed den for- binder sig, deres Evne til at indgaae en Forbin- delse med Ilt, d. e. at forbrænde. Enhver veed, hvor overordentlig let Phosphor og Brint kommer i Brand, men ved deres For- bindelse med Qvælstof opstaae Legemer, der under de almindeligste Forhold aldeles mangle den Egen- stab at antændes og forbrænde. Nen Phosphor antcender sig allerede ved det menneskelige Legemes Temperatur, det lader sig let ilte ved fortyndet Salpetersyre, det hvide kridtlignende Phosphorqvæl- stof bliver først forbrcendeligt i Rpdglpdhede og i Jltgas, uden at vedblive at brænde, og angribes ikke mere af forthndet Salpetersyre. Ammoniak, Qvcelstoffets Brintforbindelse, indeholder i to Volu- men tre Volumen Brint, men trods det store Ind- hold af denne saa let antcendelige og forbrcendelige Bestanddel, lader Ammoniakgas sig ikke mere an- tænde as et glødende Legeme, selv i ren Jltgas bliver det ikke mere ved at brænde. De fleste Qvæl- stofforbindelser ere i Sammenligning med andre svært forbrcendelige, d. e. lade sig vanskelig antænde og blive ikke regnede til Brændstofferne, fordi de under Forbrændingen knn udvikle en ringe Varme- grad, som ikke forslaaer til at bringe de nærmest