Chemiske Breve 1854

52 brænder ganske hidsigt, thi det er lutter Ild, saa flyver den zarte Merkurius tilveirs og gaaer igien til sit Chaos." Vinaand var svovlholdig vegetabilsk Merkur, hvilket ikke vilde sige andet, end at det besad Brænd- barhed og Flygtighed. Dog tabte Betydningen af det oprindelige Be- greb sig, idet man medoptog til det enkelte Begreb om Brændbarhed (Svovl), Ildbestandighed (Salt) og Flygtighed (Merkur) særegne Ejendommeligheder hos de brændbare, flygtige og ildbestandige Legemer i Forhold til, som de iagttages (olieagtig, fed, jordagtig Merkur, olieagtigt, fedt, jordagtigt, let — svært — antændeligt Svovl, jordagtigt smelteligt, glasagtigt Salt, brændbar, fed, olieagtig merkurialsk Jord etc.) Idet Begrebet blev for vidt og udstrakt, indesluttede det ikke mere det Iagttagne i sig, og da B oh le søgte efter Alchymisternes Svovl, Merkur og Salt, vare disse Elementer ikke mere tilstede; Begrebet var opbrugt. Endnu længe efter blev Begrebet om en Gasarts qvælende Egenstab betegnet med svov- let, en ildbestandig Substanses Forbrænding med Forkalkning, d. e. de havde een Egenskab til- fælles med brændende Svovl eller med Kalkstenen. Saaledes er det nutildags ikke mere muligt at give en Definition paa en „Syre" eller et „Salt", som passer paa alle Legemer, der betegnes som Sy- rer eller Salte. Vi have Syrer, der ere smagløse, der ikke farve Plantefarver røde, der ikke neutralisere Alkalier, vi have Syrer, i hvilke Ilt er en Bestand- del, og hvori Brint mangler, andre, der indeholde Brint og ingen Ilt. Begrebet om Salt er tilsidst