Materiallære 1915

6. Svejselighed. 443. Almindelig Essesvejsning. Hvis man opvarmer to Stykker Jærn paa en Smedeesse, bliver de ved en vis Tem- peratur, S vej setemperature ri, saa klæbrige, at de kan sammensvejses. Fortsætter man Opvarmningen ud over denne Temperatur, bliver Jærnet mer og mer klæbrigt, og før eller senere kommer man til en Temperatur, ved hvil- ken det forbrændes. Jo større Afstand der er mellem Jærnets laveste Svejsetemperatur og den Temperatur, ved hvilken det begynder at forbrændes, des bedre svejseligt er det. For at en Svejsning skal blive god, maa S vej sefladerne være rene. Ved Jærnets Opvarmning danner der sig imidler- tid altid Jærnilter paa dets Overflade. Disse Jærnilter har et lavere Smeltepunkt end Jærnet, og de kan derfor ved til- strækkelig stærk Opvarmning gøres flydende, saa at de lader sig klemme ud mellem Svejsefladerne ved den mekaniske Bearbejdning, Jærnet underkastes, naar det svejses. Det er dog kun meget kulstoffattige Jærnsorter, der taaler saa stærk en Opvarmning, at Jærnilterne smelter. Naar Jærnet er op- hedet til Svejsevarnie, bestrør man derfor Svejsefladerne med Stoffer, der forener sig med Jærnilterne til Slagger med la- vere Smeltepunkt. Som Regel kan man nøjes med at bruge Strandsand, men ved Svejsning af haarde Staalsorter maa man ofte ty til Stoffer som Borax, Salt o. 1., der giver Slagger med endnu lavere Smeltepunkt. Det reneste Jærn er det bedst svejselige. Jo mere Kul- stof Jærnet indeholder, des vanskeligere er det at svejse, fordi de Temperaturgrænser, mellem hvilke det kan svejses, nærmer sig stærkt til hinanden med voksende Kulstofmængde. Teoretisk regner man, at Staal med 1,0 å 1,2 % Kul- stof kan svejses; men i Praksis bør man i Almindelighed regne med, at man ikke kan svejse Staal ordentligt, hvis det indeholder over 0,7 å 0,8 °/0 Kulstof. Ved Svejsningen maa der tages Hensyn til Jærnets Frem- stillingsmaade. Svejsejærnets Svejsetemperatur ligger ved Hvidglødhede, og da det som tidligere nævnt er fremstillet