Materiallære 1915

— 349 — Ølkrus, bør man dog ikke anvende en Legering med mere end 10% Bly, fordi Blyet paa Grund af sin Opløselighed danner Salte, der er giftige. Foruden til de nævnte Gen- stande anvendes Tin-Blylegeringer ogsaa til Orgelpiber, til Snellod samt til Fortinning. Til bedste Fortinning anvendes dog rent Tin. Tin-Antimon-Kobberlegeringer. 533. Britanniametal bestaar af Tin, Antimon og Kob- ber, og benyttes til trykkede og pressede Husholdningsgen- stande, f. Eks. Kopper, Skaale, Kander og lignende. Bri- tanniametal er ret modstandsdygtigt mod Slid og anses ikke for at være videre sundhedsfarligt. 534. Hvidt Metal bestaar hovedsagelig af Tin med en mindre Antimon- og Kobbertilsætning. Det støbes altid og anvendes næsten udelukkende til Foringer i Lejer. Paa Grund af dets særlige Egenskaber, der er betinget af dets Mikrostruktur, synes det mere og mere at fortrænge Bronze som Lejemetal, selv til en saadan Anvendelse som til Pan- der i Jærnbanevogne og Lokomotiver. Til Jærnbanevogne anvendes f. Eks. en Legering, der er sammensat af 83 % Tin, 11 % Antimon og 7 % Kobber, og til Lokomotivpander, der skal være haardere, anvendes f. Eks. 80 % Tin, 10 % Antimon og 10 % Kobber. Hvidt Metal bestaar af en Mængde haarde Krystaller i en plastisk Grundmasse. Akslen vil da hvile paa de haarde Krystallers fremspringende Hjørner og Kanter. Hvis nogle af Krystallerne springer for langt frem, vil Akslen let kunne trykke dem ned i den plastiske Grund- masse, hvorved man undgaar, at Lejet varmer sig, naar det da ellers er rigtigt dimensioneret. Smørelsen vil lægge sig som et tyndt Lag mellem Krystallernes fremspringende Dele. Da der indgaar tre Stoffer i disse Legeringer, og Størknings- diagrammet som Følge heraf er meget indviklet, skal Mikro- strukturen ikke nærmere omtales.