Materiallære 1915

— 431 15 cm, kan brændes i Miler eller periodiske Skaktovne. I store Kalkbrænderier anvender man dog sædvanlig konti- nuerlige Ovne, enten Ringovne eller Skaktovne. Fig. 109 viser en moderne kontinuerlig Kalkovn, en Skaktovn, der er konstrueret af Firmaet F. L. Smidth & Co., København. Kalkstensstykkerne tilligemed en Del af Brændselet kastes ind gennem Sideaabningen G i den lave Skorsten, medens Besten af Brændselet indkastes gennem snævre, skraatrettede Fyrkanaler D, der udmunder i Ovnen lige under dennes snævreste Tværsnit E. Den stærkeste Forbrænding sker ud for disse Fyrhuller. Friskluften, der nærer Forbrændingen, suges ind gennem Risten B i Ovnens Bund, og paa Vejen op til Forbrændingszonen opvarmes den, idet den bestryger de glødende, brændte Kalkstykker. Røgen stiger op gennem Ovnens øverste Del og afgiver Varme til de ubrændte Kalk- sten. De brændte Kalkstykker kradses ud forneden gennem Rislen. Den brændte Kalk er en hvid eller gullig porøs Masse. Jo færre fremmede Bestanddele Kalkstenen har indeholdt, des hvidere og federe er den brændte Kalk. 750. Læskningen. Den brændte Kalk læskes med Vand i en saakaldt Læskekasse, der er af Træ. Ved Læskningen træder den brændte Kalk i kemisk Forbindelse med Vandet, saa at der dannes Kalkhydrat (CaO-\~H2O^Ca(OH)2). Denne Proces ledsages af en betydelig Varmeudvikling, der for- aarsager Dampdannelse i Kalkstykkerne, hvorved disse buld- ner ud og falder hen til et løst Pulver, der kaldes Melkalk. Foretages Læskningen med en større Vandmængde, end der teoretisk kræves for at omdanne al den brændte Kalk til Kalkhydrat, blander Vandet sig med Melkalken til Kalkdejg. Man ender gerne Læskningen med at tilsætte saa meget Vand, at den læskede Kalk kan røres op til en tynd Væl- ling. Derved synker Kalkklumper, der ikke vil læske sig, Sten og andre Urenheder til Bunds, hvorefter man lukker el Skod op i Læskekassen ene Ende og tapper Kalkvællin- gen ned i en Kalkkule. I Kalkkulen bundfælder Kalken sig til en fast Masse, der kaldes Kulekalk. Hvis det oven-