Materiallære 1915

— 437 — Hydrauliske Mørtler. 759. Den tidligst kendte hydrauliske Mørtel fremstilledes- ved, at man gav Kalkmørtel en Tilsætning af pulveriseret vulkansk Aske. Senere opdagede man, at fint Teglstensmel ogsaa kunde gøre en Kalkmørtel hydraulisk. Man kalder den Slags Mørtelmaterialer, hvoraf der i Nutiden kendes og bruges flere forskellige, for »hydrauliske Tilslag«. 760. Midt i det attende Aarhundrede opdagede den en- gelske Ingeniør John Smeaton Grunden til, at visse Kalk- mørtler kunde bruges til Vandbygningsarbejder. Han fast- slog nemlig ved Undersøgelser af de Kalksten, hvoraf Kalken til de paagældende Mørtler blev brændt, at en Kalksten, der ved Opløsning i Salpetersyre gav et uopløseligt Bundfald af Ler, ved Brænding vilde give en Kalk med hydrauliske Egenskaber. 761. Herefter fremstod en Mængde Kalksorter med hy- drauliske Egenskaber. De deles naturligt i to Grupper, nem- lig dem, der ikke indeholder mere Ler, end at de kan læskes- til Melkalk efter Brændingen, og dem, der indeholder saa meget Ler, at en Læskning ikke kan finde Sted, og som derfor maa knuses til Støvfinhed for at kunne bruges til Mørtelfremstilling. Kalksorterne, der falder ind under den førstnævnte Gruppe, kaldes med et Fællesnavn for »hydrau- lisk Kalk«. Af de Kalksorter, der falder ind under den sidstnævnte Gruppe, er »Romancementen« den mest kendte. For begge Gruppers Vedkommende gælder, at Kalkstenen brændes ved lavere Temperatur end den, der benyttes ved Fremstilling af almindelig Luftkalk. De paagældende Kalk- sorters Godhed afhænger først og fremmest af Sammensæt- ningen af den Kalksten, hvoraf de fremstilles, og da Kalk- stenenes Sammensætning selv inden for samme Brud ofte varierer stærkt, kan man ikke gøre Regning paa altid at fremstille et ensartet Produkt. 762. Dette mindre heldige Forhold blev der raadet Bod paa, da man fandt paa i Stedet for en naturlig Kalksten at benytte en kunstig Blanding af Kalksten og Ler. Begge