Materiallære 1915

— 463 — almindelig Stuetemparatur i smaa Portioner under kraftig Omrøring med en Bordkniv eller flad 1 ræspartel, indtil man faar en hvid Grød. Efter ca. 3 Minutters vedvarende Omrøring tildækkes Skaalen med en Glasplade for at for- hindre Vandfordampning, hvorpaa man noterer sig Klokke- slet og henstiller Skaalen forsigtigt uden at ryste den paa et Sted, hvor den er beskyttet mod Sollys. Hver halve lime tager man Glaspladen bort et Øjeblik og undersøger, om Cementen er begyndt at stivne, hvilket let kan mærkes ved, at man trykker en Negl ned i dens Overflade. Hvis Størk- ningen er begyndt i Løbet af 1 Time, er Cementen for hurtig- størknende til almindelig Brug. 791. Cementmørtels Egenskaber. Da Cementmørtel og Beton væsentlig forholder sig ens overfor Kulde, Varme og Ild samt i Henseende til Rumfangsbestandighed og Mod- standsevne overfor kemiske Angreb, henvises yderligere til § 799, der omhandler Betons Egenskaber. 792. Beton. Ved Beton forstaar man i Almindelighed en Blanding af Cement, Sand eller Grus og Sten eller Skær- ver. Den kan simplest betragtes som en Blanding af Sten eller Skærver og Cementmørtel. En Beton skal, saa vidt muligt, bestaa af et stærkt sammenpakket Stenmateriale, hvis Hulrum er fuldstændig udfyldt med en tæt Cement- mørtel. 793. Betons Blandingsforhold. Da Beton fremfor alt ingen Hulrum maa indeholde, maa man arbejde med en lidt større Mørtelmængde, end man antager, der behøves til at udfylde Hulrummet i Stenmaterialet. Stenmaterialets Hul- rum afhænger navnlig af, hvor stærkt Materialet er sammen- pakket, men tillige ogsaa af dets Art. Ensartet Kornstørrelse kræver mere Mørtel end uensartet, idet Hulrummene er større. Man regner i Almindelighed, at der til 1 Rumfang Sten- materiale skal anvendes x/2 Rumfang Mørtel. Ved Betonens Fremstilling udmaaler man imidlertid ikke den færdige Mør- tel; men Cementen, Sandet og Stenmaterialet udmaales hver for sig, hvorefter de sammenblandes. Ved Udmaalingen af Materialerne plejer man at regne med »Sandmængde« i