Materiallære 1915

— 43 — deligst brugte, egentlige Sprængstoffer indeholder alle sammen Forbindelser af Salpetersyre, idet dennes store, løst bundne Iltmængde ved sin Forening med de letantændelige Stoffer, der sammensætter Sprængstoffet, udvikler store Luftmængder. Sprængstofferne anvendes i vore Dage i udstrakt Grad i Teknikken til Bortsprængning af Klipper og Skær, ved Tun- nelboringer, til Bjærgværksdrift og Stenbrydning m. m., lige- som hele det moderne Militærvæsen udelukkende er bygget paa dem. Der er i de senere Aar opfundet en Mængde for- skellige Sprængstoffer, af hvilke kun de for Teknikken vigtigste skal omtales her. Krudt er det tidligst anvendte Sprængstof. Det kendtes allerede i det 14. Aarhundrede, men benyttedes den Gang udelukkende til Krigsbrug og Fyrværkeri. Dets første An- vendelse lil egentlig Sprængning skal have fundet Sted 1627 i Ungarn, og derfra bredte Anvendelsen hertil sig hurtigt i alle minedrivende Lande. Krudt er en mekanisk Blanding af Kalisalpeter, Trækul af Løvtræer og Svovl. Salpeteret, der skal være rent og navnlig ikke maa indeholde Klornatrium, skal levere den til Forbrændingen nødvendige Iltmængde. Trækullet skal ved sin Forbrænding udvikle Gassen. Det maa være af ud- mærket Kvalitet, have ringe Askeindhold og ikke være hygroskopisk. Svovlet er Stangsvovl og har til Opgave at lette Trækullets Antændelse. Ved Krudtfabrikationen pulveriseres Bestanddelene lint hver for sig og blandes omhyggeligt, hvorefter de presses til Kager, der atter knuses til Korn. Saavel Blandingsforholdet som Kornstørrelsen afhænger af den Anvendelse, der skal gøres af Krudtet. Til Sprængkrudt bruges 65 °/0 Salpeter, 13 % Svovl og 22 °/0 Kul. Krudt maa opbevares tørt, fordi det indsuger Fugtighed fra Luften. Er det blevet fugtigt, kan det atter tørres og genvinder derved sine oprindelige Egenskaber, hvis Vandindholdet ikke har oversteget 5 %. I modsat Fald vil det være forringet, fordi det større Vand- indhold har udtrukket Salpeteret, der ved Tørringen atter udskilles paa Kullets Overflade.