Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

294 HOVEDTITLERS ARRANGEMENT første ved en dekorativ streg, en vignet eller forlæggerens de« korative bomærke og et ret rigeligt mellemrum mellem hoved og fod. Den regelmæssige satsform hviler som tidligere omtalt paa den grundopfattelse, at titellinierne bør fordeles over den givne del af papirfladen paa en saadan maade, at titelsatsens kontur faar en bæger* eller vaselignende skikkelse. Satsens enkelte linier ordnes saaledes i afvekslende brede og smalle rækker, at formen fra den linie, som er den vigtigste for læs seren og derfor ogsaa bør være den kraftigste og bredeste, formindskes opefter i en enkelt linie — en mulig mellemlinie tæller ikke med — og i faa eller mange linier afvekslende fors mindskes nedefter. Denne inddeling af teksten er liniefaldet, der ordnes i overensstemmelse med de side 260 skitserede grundformer. En uregelmæssig titelsats, hvis største og bre* deste linie samtidig er den øverste, har ingen tiltalende frem« træden, men kan hyppig forvandles til en regelmæssig ved omflytning; af dette syn paa titelsatsens ydre form er forfatter* navnets opflytning til toplinie oprindelig fremgaaet. — Linie* faldets gradvise tiltagen i hovedliniens umiddelbare nærhed giver heller ingen god satsform, og bør derfor af al magt uncb gaas. I det fortsættende liniefald i anden hovedgruppe har den gradvise aftagen i liniernes bredde derimod ingen synlig skadelig indflydelse paa titelformens ydre skikkelse (se eks= emplet side 309). Naar en bogtitel med det tredelte liniefald, der indeholder en halv snes linier og derover, sættes paa bogens format og justeres paa dens højde, vil den tit paa aftrykket vise et lang* strakt, uharmonisk billede. Dette har sin grund i, at hoved» linien, der i de regelbundne liniefald er den eneste, som maa udfylde hele satsbredden, ikke alene er i stand til at markere kolumnens firkantede form, saaledes at denne bliver i tilsyne* ladende overensstemmelse med tekstsiderne. Man maa derfor i reglen sætte en hovedtitel paa et noget bredere format end tekstsiderne, — i meget smaa oktavformater 1 cicero, i mich delstore oktavformater 2 cicero, og i andre store formater saa meget bredere som papirrandene indvendig og udvendig til« lader. Ved en saadan udvidelse af formatbredden opnaas, at alle titelens linier bliver bredere ved at hovedlinien bliver det,