Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

HOVEDTITLERS ARRANGEMENT ri medens højden af titelkolumnen er den samme, hvorved det utiltalende forhold mellem højde og bredde ophæves. I tib fælde, hvor hovedlinien indeholder saa faa bogstaver, at den ikke uden forsyndelser mod størrelseforholdet til den øvrige del af linierne eller mod spærringsgrænsen kan udfylde den udvidede formatbredde, maa man enten sætte hele titelen paa en til hovedliniens bredde svarende kolumnehøjde, saa= ledes at papirrandene overalt bliver større end inde i bogen, eller man kan gøre forsøg paa delvis brug af en af den mcv derne retnings former. Titelskrifternes snit bør i bogtitler altid være i nøje overs ensstemmelse med tekstens skriftsnit. Saa vidt muligt bør ogsaa hele titelsatsen i antikva gennemføres med versalier; kun ved meget lange, underordnede perioder med smaa skrift ter er det rigtigst af hensyn til letlæseligheden at sætte disse med store og smaa bogstaver. Naar det er nødvendigt at bruge store og smaa bogstaver til bogens navn eller til hovedlinien gælder det samme for hele titelen. De grammatiske tegn (punk« tum, komma og i visse tilfælde ogsaa kolon) udelades i alle versalliniers slutning, for saa vidt slutordet ikke er en abbre« viation; i titellinier med store og smaa bogstaver udelades ogsaa de grammatiske tegn i slutningen af linierne, for saa vidt en del af titelen er versaliesats. Versalier i forening med ka= pitæler bør i versaliesats kun benyttes i abbreviationer af prædikater, f. eks. Dr., Prof. o. s. v. Kursiv versalier finder i bogtitler tit god anvendelse i underordnede linier; navnlig i tilfælde af, at man har to eller tre linier af forskellig indholds* værdi efter hinanden, men af hensyn til liniefald og kneben plads i højden maa sætte dem med samme skriftstørrelse, kan en lille kursivlinie tit gøre underværker. Ved bogtitler, der sættes med versalier, er det rigtigere kun at holde sig til halvgevierten som ordinær mellemrumstype, °g i spatierede linier udvide mellemrummene mellem ordene forholdsmæssigt. Titellinier med kapitæler alene faar derimod et til skriftbilledernes størrelse passende mellemrum mellem ordene, ikke som ved versaliesats med den til skriftkeglen svarende halvgeviert. En bogs navn burde altid kunne sættes med én skriftstør* reise (side 295 og 297), men dette lader sig yderst sjældent