Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere
Forfatter: Emil Selmar
År: 1913
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 472
UDK: 655.25
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
HOVEDTITLERS ARRANGEMENT
CO
Cl
opnaa ved navne, som fylder mere end én linie. Sætteren ser sig næsten altid tvungen til af en given titeltekst at udsøge et eller flere begreber, der med en vis berettigelse kan benyt« tes som stikord for den mest fremtrædende linie og samtidig egner sig som hovedgrundlag for en tiltalende ydre satsform. Den stringente markering af titelsatsens enkeltheder, som præ« gede største delen af det nittende aarhundredes bogtitler ved det rigelige brug af fjernt beslægtede skriftsnit og skriftka* rakterer af forskellig styrke, lader sig overhovedet ikke ud= trykke i titelsats med større og mindre grader af det samme skriftsnit. Sætteren maa nu først og fremmest regne med, hvor meget de enkelte linier fylder i bredden. Har han f. eks. en linie, i hvilken der findes stikord, som han formener er af særlig betydning for titelens overskuelighed, saa sættes denne med en til betydningen og papirformatet svarende skriftstør* reise; viser det sig da, at linien bliver for bred til liniefaldet og ikke lader sig dele i to linier uden at svække titelsatsens typografiske form, saa har han ingen anden udvej end at gaa en grad tilbage i skriftstørrelse. Og hvis stikordslinien ikke kan drives ud til den ønskede bredde uden ved overskridelse af spærringsgrænsen, maa han ofte ty til anvendelsen af en noget større skrift, end han synes liniens indhold har betyd* ning til.
Man begynder titelens sammenstilling med hovedlinien, der skal udfylde den givne formatbredde helt. Saafremt titelens første hovedgruppe ikke kan indrettes saaledes, at det und* gaas, at den brede hovedlinie bliver den øverste, flytter man for det meste forfatternavnet op som toplinie (se side 303), eller man trækker hovedlinien sammen — selvfølgelig kun i saadanne tilfælde, hvor den indeholder faa bogstaver, og der* for maa udspiles stærkt for at naa formatbredden — og søger at lade den derpaa følgende linie blive titelens støttepunkt (se side 305). Linierne over og under en hele formatbredden udfyldende hovedlinie bør selvfølgelig være de største i tite“b satsen efter denne, naar de er en del af bogens navn; de sæb tes med to til tre grader mindre skrifter end hovedlinien med stikordet, alt efter deres udstrækning i bredden (seside 301). Naar forfatterens navn derimod staar som toplinie, bliver dette som ikke hørende til bogens navn udført med en lidt mindre