Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere
Forfatter: Emil Selmar
År: 1913
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 472
UDK: 655.25
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
3oo
HOVEDTITLERS ARRANGEMENT
skriftstørrelse end den, man under lignende omstændigheder vilde benytte til en toplinie, der er en del af bogens titel.
Linierne i anden hovedgruppe bør i størrelse staa betyde« ligt tilbage for den første hovedgruppes linier. Forfatterens navn er det vigtigste i gruppen og sættes derfor med den stør= ste skrift. Skriftstørrelsen bør dog stedse vælges en grad min= dre end naar navnet under lignende forhold staar som tops linie (se side 305). Mulige prædikater under forfatternavnet udtrykkes altid meget beskedent (se side 303 og 307) og stik les temmelig tæt paa linien med navnet. De øvrige linier i gruppen markeres i skriftstørrelserne saa vidt gørligt efter deres større og mindre betydning; linier f. eks., i hvilke der findes personnavne (illustrator, udgiver, oversætter) bør altid fremhæves for linier, i hvilke der ikke findes saadanne, og den, der illustrerer en bog eller besørger dens udgivelse, har større krav paa at faa sit navn fremhævet paa titelen end en oversætter i almindelighed har det (se side 301). Linier med personnavne i fortløbende liniegrupper (se side 317) frem* hæves dog kun under særlige omstændigheder. Mellemlinier (ved, af, paa, for o. s. v.) sættes med meget smaa skrifter, men deres størrelse maa dog altid staa i et vist forhold til størreb sen af de mere betydende linier, mellem hvilke de er forbin* delsesled. Mellemlinier bør ikke være regel, men undtagelse. I tilfælde af, at en linie bliver for bred til liniefaldet, er det heldigere, i stedet for at ty til en mindre skriftgrad, at ud* skille det sidste ord — hvis dette egner sig til mellemlinie — og stille det i en linie £or sig, og synes man, at en linie er for kort, er det bedre at tage det lille ord, man først havde havde bestemt til mellemlinie (se side 301) op som slutnings* eller begyndelsesord end at udspile linien ved spatiering. En* delig kan det af hensyn til symmetrien undertiden være heb digt at dele et nødvendigt større aabent rum mellem to store linier ved indskydning af en lille mellemlinie (se side 305). Liniegrupper, det vil sige: længere opstillinger, i hvilke der ikke findes enkeltheder, som har særligt krav paa at blive fremhævede enten ved en større skrift eller en isoleret stilling i satsbilledet, sættes alle med den samme skriftstørrelse, men ordnes efter liniefaldsreglerne (se side 299). Da flere linier af samme skriftstørrelse umiddelbart under hinanden i de