Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

JO6 HOVEDTITLERS JUSTERING Ved den foran forklarede prøvejustering er man naaet til kolumnens omtrentlige højde og kan derefter gaa over til de enkelte liniers og liniegruppers endelige afbalancering. Begynderen gør rettest i at foretage afbalanceringen paa grund* lag af et prøveaftryk. Som flere gange berørt skal saavel linie* grupper som alle afsluttende linier i en periode, det vil sige: de, der kan tænkes at ende med punktum, tilsyneladende staa lige vidt fjernede fra hinanden. Dette opnaas ikke ved at holde et fælles mellemslag de paagældende steder, idet der mellem toplinien, hvis titelen har forfatternavnet øverst, og mellem første og anden hovedgruppe synes at være for lidt mellemslag, medens afsnittene i anden hovedgruppe £jer= nes længere fra hinanden end baade skriftstørrelserne og li« niernes mere underordnede tekst kan taale. Saafremt bogens navn fylder flere linier, vil det fælles mellemslag af halvdelen af hovedliniens skriftbilledhøjde ret ofte synes for knebent, og mellemlinierne, der ligeledes har faaet et foreløbigt meb lemslag over og under, som svarer til halvdelen af den største skriftbilledhøjde i de forskellige grupper, synes nogle steder for rigeligt, andre steder for knapt. For at afhjæpe disse uligs heder knibes der lidt af mellemslagene efter de linier i anden hovedgruppe, som kan ende med punktum, i oktavtitler fra 2—4 punkter, til fordel for mellemslagene i og under første hovedgruppe. Dernæst reguleres mellemslagene over og under mellemlinierne; hvis mellemlinierne indeholder faa bogstaver (i, af, til, og), kan mellemslagene ofte indskrænkes lidt, fyb der de derimod rigeligt i bredden (tilligemed, udarbejdet af, med henblik paa), maa de foreløbige mellemslag udvides for* holdsmæssigt efter ordenes udstrækning i bredden. Hvad der mangler i kolumnens fulde højde slaas ned i mellemrum* met mellem anden og tredie hovedgruppe. Anbringelsen af forlæggerens bomærke, vignet eller ornamenteret streg i rum« met mellem titelsatsens hoved og fod slutter accidenssætte* rens arbejde; den ornamentale prydelse stilles ikke midt i rummet, men saaledes, at der mindst bliver en fjerdedel mere plads under end over ornamentet, og jo større og vægtigere ornamentet er, des højere maa det rykkes op. Saafremt den ornamentale prydelse i det store mellemrum udelades til for« del for en titellinie (f. eks. angivelse af bincbnumer, oplag),