Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere
Forfatter: Emil Selmar
År: 1913
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 472
UDK: 655.25
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
■508 HOVEDTITLER I MODERNE STIL
behandles denne paa samme maade som en ornamenteret streg eller en beskeden vignet. Se for øvrigt de praktiske eksempler. Viser det sig ved et nyt prøveaftryk, at titelen synes at »hænge«, knibes der ligeligt paa alle mellemslagene mellem titellinierne, og den herved indvundne plads tildeles det store mellemslag mellem hoved og fod.
MODERNE TITELFORMER. Som tidligere omtalt, er genoptagelsen af den ældste bogtrykningsperiodes rekt* angulære titelformer en alt andet end værdifuld reformering for bogtitlernes vedkommende; derimod har de i merkantile trykarbejder, dersom bekendt ikke er undergivne bogtitlernes knappe og fyndige tekst og strenge typografiske fordringer i det hele taget, en utvivlsom berettigelse som sideordnede med de regelbundne titelordninger. Det maal, der stræbes efter i den moderne retnings titelformer, er at tvinge den givne tekst ind i gruppevis ensdannede rammer. Som det ses af de side 262 givne rids gaar de kassettelignende former i hovedsagen ud paa at forme den givne tekst saaledes, atførste hovedgruppe, der indeholder bogens navn, sættes paa fuld formatbredde og saa vidt gørligt med én skriftstørrelse. Tredie hovedgruppe (titelens fod) skal behandles paa samme maade som den første, kun med den forskel, at skriftstørrelsen bliver en del mindre, medens anden hovedgruppe sættes paa en eller flere smallere, men alligevel ensdannede formatbredder og udføres med skrift» størrelser, der ligger midt imellem de to førstnævnte. Hvis titelsætteren altid kunde indpasse titelteksten saaledes i de givne rammer, at de almene fordringer til tekstens vigtigste begreber og skriftbilledernes typografiske egenskaber samtidig skete fyldest, vilde der intet være at indvende mod de moderne former som afløsere af de regelbundne, der langt fra er ideale. Men fra det øjeblik, sætteren griber vinkelhagen, begynder vanskelighederne ved at faa praksis’ krop passet ind i teoriens klædebon. Der kan med rette indvendes det mod det tredelte liniefald, at en bogtitels navn uden logisk berettigelse sønder* deles i flere led med et led som stikord eller hovedlinie, men det er ikke bedre, snarere værre i de moderne former. Det tredelte liniefalds titler har den umiskendelige fordel, at hoved* linien med stikordet øjeblikkelig orienterer læseren, og selv om de andre led af bogens navn af hensyn til liniefaldet næsten