Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

BOGOMSLAG MED ANNONCER CO BOGANNONCER tilomslagssider sættes helst paa værkets formatbredde. 1 ildliniernes indbyrdes forhold burde selvs følgelig være de samme som i al anden titelsats, men da ko lumnerne næsten altid udnyttes til det yderste, vil det som følge heraf være ugørligt i skriftstørrelserne at udtrykke mere end de allervigtigste begrebers betydning. Bøgernes titellinier bliver selvfølgelig de mest fremtrædende, men kommer i ab mindelige oktavsider sjældnere over mittel versalier, og for» fatternavnet, der saa godt som altid anbringes som toplinie for hver annonce, kan i saa tilfælde ikke blive større end kor* pus versalier. Alle andre titelliniers størrelse maa først og frem* mest rette sig efter deres udstrækning! bredden; man bør dog saa vidt gørligt holde sig til brugen af faa skriftstørrelser, og hellere ty til spatiering end til at benytte større grader i linier, der ikke fylder tilstrækkeligt i bredden. Paa den anden side sætter man ogsaa hellere to korte linier (f. eks. Andet Oplag. — Pris 2 Kr.) sammen i én, fremfor at søge liniefaldet opnaaet ved den ene linies forlængelse med streger eller ornamenter Medens alle titellinier i antikvasats helst bør sættes med ver« salier, bruger man saa godt som altid store og smaa bogstaver til de linier, som angiver bøgernes pris, da abbreviationer altid virker stødende i versaliesats. Øverst paa annoncesiden an* bringes for det meste forlæggerens navn eller firma; denne linie behøver ikke at sættes med saa store skrifter, som for* fatternavnene i de følgende annoncer, da den virker temmelig stærkt ved sin isolerede stilling i det for øvrigt kompakte sats^ billede. Under forlæggerens firma kan anbringes en glat streg eller et beskedent ornament, men det er ikke altid nødvendigt at markere denne gruppes stilling ved hjælp af ornamental fyld. De forskellige bogannoncer skilles derimod altid fra hinanden ved en glat streg eller en beskeden roset. Mellem« slagene mellem de titellinier, som ender med eller som kan ende med punktum, bliver ens overalt, uanset om det gælder større eller mindre linier, men skriftbilledets størrelse af den største linie i gruppen kan sjældnere tages som norm for mellemslagenes størrelse, som ovenfor berørt af den grund, at forlæggeren oftest udnytter kolumnerne til det yderste. De linier, som kræver en afsluttende linie — herunder ogsaa mus lige mellemlinier — faar intet eller kun et ringe mellemslag.