Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

FLERFARVEFORME 369 des, er gjort bekendt med, hvor mange farver, der ønskes an« vendte, saaledes at han i tankerne kan danne sig et skøn over, hvilke farver, der bedst passer til papirets tone, og hvorledes de tænkte farver heldigst lader sig fordele i det kommende typografiske arrangement. Satsen til flerfarvede arbejder maa altid gøres helt færdig som til enfarvet tryk, og først naar korrekturen er godkendt til tryk, udskilles de forskellige dele, som skal udføres i andre farver end hovedmassen. Der findes saavel skrifter som ornamenter, som fra skriftstøbernes side er særlig indrettede til flerfarvetryk, men de er selv i større sætterier meget mangelfuldt repræsenterede, og er heb ler ikke nødvendige. Regler for, hvorledes de brogede farver skal fordeles i satsbilledet, lader sig selvfølgelig ikke opstille. I al almindelighed kan man sige, at i omramninger bør krak tige kulørte farver bruges med varsomhed, da de meget let bliver for dominerende og derved giver arbejdet et skær a£ simpelhed. Man kan ellers have kulørte linier i den øverste og den nederste del af satsbilledet paa samme accidens, men der opnaas intet smukt resultat ved kun at have en kulørt linie forneden i satsbilledet. En kulørt linie omtrent paa sats* billedets midte er derimod altid tiltalende. Smaa skriftstør* reiser og spinkle skriftkarakterer tager sig aldrig ud i kulørte farver, der i stedet for at fremhæve tværtimod gør satsen utydelig. I tilfælde af, at der paa et bestemt sted i satsen tib trænges noget kulørt for at bære op for en anden kulørt linie et andet sted, og de linier, hvor den brogede farve ønskes anbragt, er af beskeden størrelse, bør man, fremfor at lægge farver i disse, hellere ty til satsens fremhævning med kulørte streger under linierne. Linier, der tænkes fremhævede ved kulørte farver, bør ikke ligge for nær hinanden, ligesom de heller ikke bør være alt for regelmæssigt fordelte i satsbilledet. Fremfor alt maa det i flerfarvetryk paases, at der bliver stærke modsætninger i farvernes styrke, det vil f. eks. sige, at i en accidens, der skal trykkes i sort og rødt, maa den sorte farve være den dominerende. For at lette indstillingen af farverne, naar satsen skal tryk* kes, bør de enkelte farveforme have nøjagtig samme størrelse som hovedformen, ligesom enkelthederne i satsen i de for« skellige forme maa være saaledes fordelte, at hver del ved