Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

MODERNE SKRIFTKARAKTERER 36 smaa bogstaver er i Bodonis og tildels ogsaa i Didot ernes ældste skrifter brede og flade. Firmin Didot skabte i senere udformninger af skriftbillederne i den ny stil forbilledet for den nuværende franske antikvatype (caractére romain). Ma< jusklerne i Didot’ernes antikvaskrifter var dog lavere end de opadstræbende smaa bogstaver, en særegenhed, der i tidligere dage var almindelig og først noget ind i det nittende aar* hundrede helt forsvandt fra den franske typografi. Saavel Bodonis som Didots skrifter, der ogsaa var udførte med overlegen teknisk dygtighed, vakte almindeligt bifald, og fortrængte i kort tid de gamle antikvasnit. Selv i Tyskland og de nordiske lande, hvor de snørklede frakturformer i et par aarhundreder havde været eneherskende i bøger paa lan» denes sprog, kom de ny antikvasnit en kort tid til ære og værdighed. Bodonis og Didots skrifter naaede dels direkte dels ad omveje Kjøbenhavn, og i aarene omkring aarhundrecb skiftet tryktes en del danske bøger med antikva. Men tiden var ikke moden for en saadan omvæltning; det store publi= kum vilde ikke give afkald paa de »danske« bogstaver, som frakturen patriotisk benævnedes, og omkring tyverne ophørte bestræbelserne for at aflive frakturen. Antikva henvistes som tidligere til sprogvidenskabelige arbejder. Bodonis skriftsnit er forbilledet for den nuværende engelske antikva (scotch face) med en klodset, oprindelig amerikansk skrift som overs gangsform. De ejendommeligheder i skrifttegningen, der adskiller frarv ske og engelske antikvasnit fra hinanden, er i vore dage saa stærkt udviskede, at næppe andre end typografisk udviklede øjne kan skelne mellem dem. Fælles for begge stilretninger er den matematisk regelmæssige tegning og de skarpt trukne linier. I modsætning til mediævalsnittenes former er skraffe* ringerne vandrette og ens dannede paa versalier og smaa bog* staver, derimod er i bogskrifter Bodonis skarpe vinkler i for* bindeisen af grundstreger og skrafferinger opgivne til fordel for de oprindelige konsolformede, men disse er dog ikke saa fremtrædende som i den gamle stils moderniserede skrift* snit. Hvælvingen i B, D, P og R samt i det lille e er i begge stilretninger højere end før, og i franske snit er det ene ben paa R stærkere svajet end i engelske. Tallene er ens høje og