Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

Naar de i slutningen af foregaaende afsnit nævnte undersøgelser af skriftens tekniske brugbarhed er faldne tilfredsstil^ lende ud, fordeles bogstaverne i sættekasserne. Skrift* eller sættekasserne er skuffer med en ejendommelig, paa bestemte regler hvilende inddeling af rum eller fag til de forskellige skrifttegn i det typografiske alfabet. Skriftkassernes størrelse retter sig efter mængden af den skrift, kasserne er beregnede til at optage. Brødskriftkasserne er de største, og er i ældre trykkerier saa rummelige, at de kan op* tage en flittig og hurtig sætters forbrug af skrift for mindst én arbejdsdag, i nyere trykkerier er de en del mindre, omkring i meter brede, 85 centimeter høje og indvendig omkring 4 centimeter dybe. Sættekasser til fremhævningsskrifter holder i almindelighed henved to trediedele af de foran nævnte maal. Inddelingen af fagene retter sig efter det sprog, kassen skal benyttes til, men de moderne sprog, der har fælles alfabet, sættes dog altid hos os af de almindelige sættekasser, idet der i det højeste kun ændres lidt paa fagenes indhold. Til sprog, der fremstilles med fremmedartede skrifttegn, f. eks. græsk, hebraisk, arabisk og de fleste slaviske sprog, benyttes skriftkasser med andre inddelinger. Skriftkasserne forarbejdes i vore dage af let træ, bunden af gran eller fyr, rammen med den omkring 2 centimeter over forvæggen ragende kasserand af bøg eller eg, og fagsindde* lingen af bøge* eller fyrrelister. Tidligere udforedes fagene med løse bunde af tykt papir, dels for at forhindre, at de tynde skrifttegn eller udslutninger, naar fag=inddelingen i ti« dens løb løftede sig fra bunden, gled over i andre fag, dels for tid efter anden at kunne tømme temmelig opsatte fag og rense dem for støv. Thi støv er en besværlig og uundgaaelig gæst i sætterierne, da ikke alene det ophvirvlende støv fra